GRIBSKOV: Gribskov Byråd har som den første af tre kommuner godkendt tilladelserne til det omfattende kystbeskyttelsesprojekt Nordkystens Fremtid. Men anlægsarbejdet kan endnu ikke sættes i gang. Halsnæs og Helsingør skal også godkende projektet, og derefter følger en klageperiode.
Beslutningen blev truffet på byrådsmødet tirsdag 8. september, hvor politikerne behandlede sagen som punkt 110 på dagsordenen. Byrådet skulle blandt andet tage stilling til kystbeskyttelsestilladelsen, § 25-tilladelsen efter miljøvurderingsloven, behandlingen af høringssvar, reglerne for hvilke grundejere der skal betale, og vedtægterne for det kommende strandfodringslag.
Dermed er Gribskov kommet et væsentligt skridt videre med et projekt, som kommunerne Gribskov, Halsnæs og Helsingør begyndte at samarbejde om i 2014 efter blandt andet de omfattende skader under stormen Bodil året før.
“Det er en vigtig milepæl i et stort og komplekst projekt, som har krævet et grundigt arbejde gennem mange år,” siger borgmester Trine Egetved i en udsendt pressemeddelelse.
Hun understreger samtidig, at Gribskov nu afventer de to andre kommuner.
35,7 kilometer kyst skal fodres med sand og ral
Nordkystens Fremtid omfatter strandfodring på otte strækninger mellem Kikhavn ved Hundested og Helsingør. Tilsammen drejer det sig om 35,7 kilometer af den cirka 57 kilometer lange nordkyst.
Planen er at tilføre sand og ral for at modvirke erosion og skabe et højere og bredere strandprofil. Ifølge projektmaterialet ventes strandene efter fodringen at blive mellem 10 og 30 meter brede. Projektet er dimensioneret med en tidshorisont på 50 år og med efterfølgende vedligeholdelsesfodringer cirka hvert femte år.
Nordkystens Fremtid omfatter dog ikke al kystbeskyttelse. Udbygning og vedligeholdelse af hård sikring med sten ved skråninger er fortsat den enkelte grundejers eller kystlags ansvar og kan kræve særskilte tilladelser.

Gribskov betaler størstedelen af første fodring
Finansieringen er forskellig i de tre kommuner.
I Gribskov er det besluttet, at kommunen finansierer 75 procent af den første strandfodring med bidrag fra det statslige tilskud, mens bidragspligtige grundejere i første række mod kysten betaler de resterende 25 procent. Når stranden senere skal vedligeholdelsesfodres, skal udgifterne som udgangspunkt betales af de grundejere, der er pålagt bidragspligt.
De tre kommuner har samlet fået 86,7 millioner kroner i statslig støtte til projektet fra puljer til kystbeskyttelse. En ansøgning om yderligere støtte gennem EU’s LIFE-program fik derimod afslag i 2026. Ifølge projektorganisationen skyldtes afslaget blandt andet, at projektet blev vurderet som et mere traditionelt kystbeskyttelsesprojekt frem for et innovations- og udviklingsprojekt.
Høringssvar udfordrede både regningen og metoden
Projektet var i offentlig høring fra 11. marts til 6. maj 2025.
Af sagsmaterialet til den politiske behandling fremgår det, at grundejere blandt andet satte spørgsmålstegn ved, hvorfor ejere i første række skal betale, mens andre høringssvar handlede om påvirkningen af fisk, bundfauna og ålegræs samt om størrelsen på det materiale, der skal lægges på stranden.
Der blev også rejst spørgsmål om, hvorfor strandfodring er valgt frem for eksempelvis høfder eller stenrev.
Høringssvarene førte ikke til en grundlæggende ændring af projektet. Der blev dog foretaget enkelte justeringer for konkrete matrikler og præciseringer af blandt andet ledningsejeres bidrag.
Stenrev skal kompensere for naturpåvirkning
En del af projektet berører Natura 2000-området Gilleleje Flak og Tragten. Derfor har projektet været igennem en særskilt myndighedsproces.
De tre kommuner gav 17. juli tilladelse til at fravige Natura 2000-beskyttelsen. Kystdirektoratet havde måneden før givet tilladelse til at etablere 46 hektar kompenserende stenrev. Der kom ifølge sagsmaterialet ingen klager over de to afgørelser inden fristerne.
De kompenserende rev skal etableres, fordi strandfodringen påvirker eksisterende stenrev. Planen indebærer omkring 43.000 kubikmeter sten fordelt over et areal på 46 hektar. Stenrevene forventes etableret i 2027.
En af kritikerne af projektet er Brian Lyck Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg og byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Gribskov. Han er dog tilfreds med, at der er blevet justeret på projektet i planlægningsfasen.
“Jeg er glad for, at projektet hen ad årene også er kommet til at omfatte kompenserende stenrev, og at der bliver justeret til, så vi belaster naturen mindst muligt. Og med det arbejde, penge og erfaringer, der er er lagt i projektet, er det vigtigt, at projektet går videre”, uddyber Brian Lyck Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.
Spørgsmål om sandsugning er nået til Folketinget
Hvor sandet til den omfattende strandfodring skal komme fra, er samtidig blevet et aktuelt politisk spørgsmål.
Den 28. august stillede folketingsmedlem Torsten Gejl fra Alternativet en række spørgsmål til miljøministeren om Nordkystens Fremtid. De handler blandt andet om, hvor sandsugningen skal foregå, hvor store mængder sand projektet kræver, påvirkningen af miljø og biodiversitet, den samlede økonomi og mulige alternativer til strandfodring.
Spørgsmålene stod fortsat som ubesvarede 10. september.
Miljøstyrelsen har allerede givet projektet tilladelse til råstofindvinding i havområder. Eksempelvis blev der i februar 2025 givet tilladelse til at indvinde op til 870.000 kubikmeter råstoffer i området Grønnerevle Øst, tidligere benævnt Hesselø Bugt, ved hjælp af slæbesugning.
Tue Villebro, der er formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, siger i kommunens pressemeddelelse, at kommunen følger spørgsmålet om indvinding af sand og ral tæt.
“Projektet har været undervejs i omkring 13 år, og et projekt af denne størrelse rejser naturligt mange spørgsmål,” siger han.
Helsingør stemmer 21. september
Gribskovs beslutning betyder ikke, at Nordkystens Fremtid nu har fået den endelige tilladelse fra alle tre kommuner.
Halsnæs og Helsingør skal behandle sagen senere i september. Helsingør Kommune har lagt op til endelig behandling i byrådet 21. september.
Hvis begge kommuner også godkender projektet, er planen at offentliggøre de endelige afgørelser i oktober. Derefter følger en klagefrist på fire uger. Eventuelle klager kan efter den nuværende tidsplan blive behandlet frem til foråret 2027.
Hvis tidsplanen holder, skal det kompenserende stenrev anlægges i 2027, mens den første egentlige strandfodring forventes gennemført i 2028-2029. Derefter er planen at tilføre nyt sand og ral cirka hvert femte år.
Du kan læse meget mere om projektet på hjemmesiden: nordkysten.gribskov.dk, som løbende opdateres.