Gribskov Kultursal klar med åben scene

GRIBSKOV: Gribskov Kultursal er snart klar med godt nyt til alle som elsker at synge, som elsker at spille musik eller bare vil af med sin sceneskræk.
Det sker ved at arrangere åben scene i Gribskov Kultursal. Initiativet er det første af sin slags i kommunen, og indvielsen finder sted torsdag d. 14. april kl. 20. Her vil alle, som har lyst, få mulighed for at optræde på åben scene.
Den åbne scene er for alle med et eller andet form for talent, men som mangler en scene og et publikum. Der vil være mulighed for at optræde med alt lige fra stand-up til musik og dans – alle muligheder er åbne.
Arrangementsgruppen i Gribskov Kultursal, som står bag initiativet, stiller frivillige afviklere, instrumenter i et vist omfang samt lys og lyd til rådighed på dagen.
– Af hensyn til, at vi gerne vil se så mange som muligt på scenen, er vi til en start nødt til at begrænse optrædens længde til max 10 min, inkl. opsætning og nedpilning, lyder det fra gruppen, som har tiltænkt, at lignende arrangementer skal afholdes en gang hvert halve år.
Lokalbandet “MIG MIG MIG” vil agere intermezzo mellem de forskellige optrædener på åbningsdagen.
Arrangementet er ganske gratis, og alle er velkommen. Det eneste, du skal gøre, er blot at møde op.
Af hensyn til tilrettelæggelsen af selve aftenen skal du sende en mail, hvis du gerne vil på scenen. Du kan også skrive til Leif Kruse på mail lkrus@gribskov.dk.
Arrangementsgruppen i Gribskov Kultursal er et samarbejde mellem Gribskov Kommune, Gribskov Event, Ungdomshuset og Dramaterne.

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?