Gribskov uopklaret: Drabet ved Nakkehoved Fyr

GILLELEJE: Mange kender til sagen om drabet på den 35-årige kvinde, Lene Mary Ann Kehner, som blev fundet gravet ned ved Nakkehoved Fyr i 1987. Mange tror også, at den sag for længst er blevet opklaret. Det er langt fra tilfældet.

Søndag d. 12 april 1987 fik en mand sit livs chok, da han under en tissetur i en skovkant, der løber langs vejen mod Nakkehoved Fyr, får øje på en spøjs gren, der stikker op af jorden. Der går dog ikke længe, før den grufulde sandhed op for ham: Det er ikke en gren, men en menneskehånd.

Politiet fik alarmopkaldet kl. ca. 17.45, og kort efter ankom teknikerne på stedet og fik opsat lyskanoner på stedet, ligesom området omkring Nakkehoved Fyr blev afspærret.

Teknikernes første formodning var, at der var tale om en turist, og at drabet derfor kunne blive svært at opklare. Gilleleje var dengang, som i dag, hver sommer et yderst populært rejsemål for tusindvis af turister.

I første omgang fandt politiet dog ingen savnede personer i området.

Nakkehoved fyr drabet 1987 (1)
Kurt Kehner bedyrede sin uskyld til det sidste – og alle sigtelser blev også fra faldet. (Screendump: Ekstra Bladet)

Ingen turist
Der skulle derfor gå to dage, før det lykkedes politiet at identificere liget som Lene Mary Ann Kehner. Hun havde været forsvundet siden d. 26. september 1986 efter hun angiveligt havde haft et skænderi med sin mand i deres fælles hjem i Helsingør.

Den retsmedicinske undersøgelse viste, at hun var blevet kvalt med de bare næver, sandsynligvis af en mand, der havde taget så hårdt fat, at tungebenet lå brækket i kvindens hals.

Hun havde efterladt deres ni-årige søn hjemme i Helsingør, og der skulle gå flere uger, før hendes mand, Kurt Kehner (i dag afdød, red.), meldte hende savnet. Det skyldtes, at hun angiveligt havde pakket en kuffert, taget sin søfartsbog og 2000 kroner med sig, da hun forlod hjemmet i vrede.

Først da liget af den nedgravede kvinde blev identificeret, begyndte politiet at sætte fokus på ægtemanden som mulig gerningsmand – en anklage han ikke var ukendt med.

I 1972 skød og dræbte Kurt Kehner en taxachauffør - og det hjalp ham ikke i sagen om drabet på hans kone. (Screendump: Ekstra Bladet)
I 1972 skød og dræbte Kurt Kehner en taxachauffør – og det hjalp ham ikke i sagen om drabet på hans kone. (Screendump: Ekstra Bladet)

Skuddrab, 1972
Lene Kehners mand, den 34-årige Kurt Kehner, var få år før blevet løsladt fra fængslet efter et skuddrab på en taxachauffør i København tilbage i februar 1972.

Kurt Christian Ozols Nielsen, som han hed dengang, var blot 19 år gammel, da han sammen med en ven beordrede en taxachauffør ud af sin bil i Kongelunden, for derefter at dræbe ham med flere skud i ryggen og hovedet.

Årsagen var noget så banalt som en pengepung med 30 kroner.

Kurt Kehner havde trods et senere navneskifte ikke held med at skjule sin fortid som rovmorder overfor hverken Helsingør Politi, Hillerød Politi eller pressen, da først hans hustru blev fundet.

Ekstra Bladet beskrev mordet på taxachaufføren, som iskoldt og fuldstændigt meningsløst, og det var derfor ikke underligt, at mistanken blev rettet mod ham.

Tilbageholdt på stedet efter afbrudt ferie
Politiet forsøgte i første omgang, ifølge Ekstra Bladets artikler om sagen dengang, bevidst at tilbageholde oplysningerne om fundet af Lene Mary Ann Kehner’s lig overfor Kurt Kehner. Det blev dog forpurret af Ekstra Bladet, der havde sendt en reporter til Malta for at konfrontere Kurt Kehner, der var rejst til Malta om lørdagen, dagen før hans kone blev fundet i skovkanten.

Dagen efter, d.14. april 1987, blev han modtaget af 12 betjente i Kastrup Lufthavn. Han blev kort efter tiltalt ikke mindre end to gange for drabet på sin kone.

Hans fortid blev kulegravet af både politi og medier. Hans dom for rovmord blev kigget igennem med lup, tidligere byture med ludere og strippere i København blev endevendt, og det forudgående skænderi med konen blev brugt som motiv for drabet på hende

Det lykkedes retsmedicinerne at fastslå, at hun blev myrdet engang i slutningen af september 1986, hvilket gav ægtemanden tid til at begå mordet og tage til Malta.

Det undrede også, at der skulle gå flere uger, før Kurt Kehner meldte Lene Kehner savnet. Det skyldtes angiveligt, at han troede hun var ude at rejse og ville komme hjem igen, når hun havde raset ud.

Ingen fred
Kurt Kehner blev aldrig dømt for drabet på sin kone, anklagemyndigheden forsøgte sig endda to gange – begge gange blev sagen droppet. Således var Kurt Kehner en uskyldig mand, men det frikendte ham dog ikke i offentlighedens øjne, og han måtte resten af sine dage leve med mistanken fra omverdenen om at han havde dræbt sin kone.

Kurt Kehner selv døde af sygdom i 1995, og fastholdt til det sidste at han ikke dræbte sin kone – så måske går der stadig en morder frit rundt derude i det Nordsjællandske ?

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?