Gys, gru og grin på Gilleleje Bibliotek i efterårsferien

GILLELEJE: Selvom det regner og rusker udenfor, behøver du ikke at kede dig i efterårsferien. Det lokale bibliotek i Gilleleje inviterer til en (u)hyggelig omgang sjov for børn og barnlige sjæle.

Mandag d. 17. oktober kl. 11 kan du tage familien med til lydbanko på Gilleleje Bibliotek og høre historien om Far Genfærd og Den Lille Klæbeånd.

“Historien læses højt, lyt og se om I kan kende forskel på de mange lyde, som historien gemmer på. Hver lyd symboliserer et billede, som I skal finde på jeres bankoplade. Der er præmier på højkant”, lyder beskrivelsen.

Lydbanko er for de 3-7 årige, arrangementet er gratis men billetbestilling er nødvendig.

Abehånd på afveje
Er du lidt ældre, kan du sætte dig godt til rette og nyde et vaskeægte klassisk gys, tilført en god portion humor. Det sker, når Andre Andersen fra ”Andre Andersen SOLO” opfører teatergyseren ”Abehånden”.

Det foregår onsdag d. 19. oktober kl. 13. så du kan nå hjem inden det bliver mørkt. Fra 9 år og opefter, billetpris 20 kr.

Se mere og bestil billetter på www.gribskovbib.dk