HÅNDBOLD: I en rimelig tætpakket Faxe Kondi-hal i Royal Stage afviklede Nordsjælland Håndbold i går sin årlige kilometerjagt; en tradition hvor forskellige hold tramper kilometer på cykel til fordel for klubben. Efterfølgende var der kamp mod Skjern.
Kampreferat forfattet af: Kirsten Hebo/H.P.Dueholm. Redigeret af Netavisen.nu.
Kilometerjagten blev anført af Team Red Performance, HHM, Bygma, CL-gruppen, SparNord, Kjeldsen og Nordtag der i fællesskab kørte 430.000 kroner ind til klubben.
Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (C) var klar til start, men blev erstattet af den tidligere Europamester Trine Schmidt på et Stjernehold med bl.a. Jesper Worre og Jørgen Marcussen. Vandrepokalen for flest indkørte kroner blev vundet af Team Red Performance støttet af en gruppe, der kalder sig Store Erhvervsmænd. Flest kilometer kørte HHM/Bygma holdet igen i år skarpt forfulgt af CL-Gruppen/Spar Nords hold.
Efter en cykeljagt med masser af netværk og energi var man klar til at byde Skjern op til modstand fra sidelinjen, men inden var der sat tid af til eftertanke.
Solidaritet med Ukraine
På Royal Stages vandrehjem bor en stor gruppe ukrainske flygtninge, og på årsdagen for invasion i Ukraine valgte Nordsjælland Håndbold at invitere dem ned i hallen for at vise solidaritet og give tid til eftertanke. Beboerne gik en runde i arena i deres nationaldragter, mens publikum stod op og klappede. En smuk og rørende gestus sagde en af tilskuerne bagefter.
Så var det tid til håndbold, og det blev en fortsættelse af festen fra kilometerjagten. De næsten 1800 opstemte tilskuere i Royal Stage blev vidne til at sprudlende NH-mandskab vandt 27-23 (14-13) over Skjern Håndbold med Henrik Kronborg ved roret
Startede med føring
Nordsjælland Håndbold kom godt fra start med en føring på 3-0 inden Skjern fik reduceret. NH fortsatte med at score, og i den anden ende var det en storspillende Jimmi Andersen, der tog fra med det resultat at efter et kvarter var stillingen 10 – 6 til NH.
I de sidste ti minutter af 1. halvleg gik NH lidt i stå og Skjern reducerede og holdene kunne gå til pause hvor stillingen var 14-13.
2. halvleg startede som 1. idet NH kom bedst fra start og efter bare 6 min. var stillingen 18-14. NH fortsatte deres gode spil i begge ender. Forsvaret anført af Jeppe Willumsen tacklede solidt og Jimmi fortsatte med en redningsprocent på tæt på 50. I angrebet supplerede Nikolaj Larsson smukt Kristian Olsen og Julius Mørch var sikkerheden selv på stregen. Publikum og folkene rundt om holdet lugtede point, og med en 27-21 med tre minutter igen var det tid til klapsalver.
Desværre blev Jimmi Andersen skadet ved stillingen 27-22 og måtte udgå og Frederik Andersson tog over. Slutresultatet blev at NH vandt 27-23.
Ikke nok med sejren kunne Carl-Emil Haunstrup fejre, at han med dagens kamp har klubrekorden for flest kampe i den grønne trøje – stort tillykke til ham.
Stor ros til hele holdet for en flot indsats.
Næste hjemmekamp er den 15. marts 2023 kl. 18.30 i Royal Stage hvor GOG med VM-heltene Simon Pytlick og Lucas Jørgensen kommer på besøg. Forinden skal holdet en tur til Jylland hvor Bjerringbro-Silkeborg venter, kampen spilles den 2. marts 2023.
Match-fakta:
NH Målscorere: Kristian Olsen 6, Nichlas Hald 5, Julius Mørch 4, Jeppe Cieslak og Matias Campbell hver 3, Tobias Jørgensen, Carl-Emil Haunstrup hver 2, Tim Rantala og Nikolaj Larsson hver 1.
Skjerns mål: Alfred Jönsson 10, Eivind Tangen 7, Simen Pettersen 3, Emil Bergholt 2 og Lasse Uth 1.
Straffe: 2 til NH, hvoraf 1 blev udnyttet og 3 til Skjern.
Tilskuere: 1783