HELSINGØR: Ikke mindre end 48 fartbøder og 44 klip i kørekortene blev resultatet af en blot to timers fartkontrol på Helsingørmotorvejen tirsdag formiddag, det oplyser Nordsjællands Politi.
Fartkontrollen startede tirsdag formiddag kl. 10.00 på motorvejsstykket mellem Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner og der blev kun foretaget lasermåling af den trafik, som kørte mod nord.
“Resultatet var ikke noget at råbe hurra for. I løbet af de to timer havde de 6 motorcykelbetjente meget travlt. Der blev foretaget måling af flere hundrede køretøjer og det viste sig, at 48 af disse kørte mere end de tilladte 90 km/t som er gældende på stedet. Ud af de 48 rapporter, som blev optaget i perioden kørte 44 bilister så hurtigt, at de ud over en bøde også vil få klip i deres kørekort, oplyser vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi.
På den strækning hvor fartkontrollen blev udført, er der en hastigheds begrænsning på 90 km/t, men det havde adskillige bilsiter åbenbart svært ved at overholde.
“Årsagen til hastighedsbegrænsningen skal ses i de trafikale forhold på stedet. Det er netop dér hvor Helsingørmotorvejen og Motorring 3 fletter sammen og derfor et meget trafikeret sted. Mange skal skifte vognbane eller flette sammen i de eksisterende vognbaner, så der er stor risiko for uheld på stedet. Det er derfor ganske forkasteligt, at der er så mange som kører, ikke alene for hurtigt, men også så meget for hurtigt, at man får et klip i kørekortet, vurderer vicepolitikommissæren.
For at udløse et klip i kørekortet skal en bilist køre mere end 30% for hurtigt, de formastelige har altså kørt med en hastighed på mindst 117 km/t. altså mere end 27 km/t for hurtigt.
Udover klippet i kørekortet, falder der også en bøde i forhold til bilisternes målte hastighed. En sådan bøde vil ifølge politiets folder være på ikke under 1.500 kr.