Helsinge: Arrangementsgruppen bag initiativet til “Åben Scene” har udvidet tilmeldingsfristen til den 7. april 2016 for alle, der drømmer om at optræde foran et publikum.
– Vi eftersøger stadig talenter i og omkring Gribskov Kommune, som har et godt talent, men mangler en scene at få prøvet nogle ting af eller bare få en god gang scene-erfaring, lyder det fra initiativgruppen.
Konceptet til åben scene er ganske simpel; Har du et talent, men mangler du en scene, så er dagen måske for dig.
Dagen for arrangementet er fortsat torsdag den 14. april kl. 20, hvor Gribskov Kultursal slår dørene op for en aften med alt lige fra stand-up til musik til dans – alle muligheder er åbne.
Arrangementsgruppen stiller frivillige afviklere, instrumenter i et vist omfang samt lys og lyd til rådighed på aftenen.
– Af hensyn til, at vi gerne vil se så mange som muligt på scenen, er vi til en start nødt til at begrænse optrædens længde til maksimalt 10 minutter, inklusiv opsætning og nedpilning, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.
Lokalbandet “MIG MIG MIG” vil til denne aften agere intermezzo mellem de forskellige optrædener. Som en start er det tiltænkt, at lignende arrangementer skal afholdes en gang halvårligt.
Arrangementet er ganske gratis, og alle er velkommen. Det eneste, du skal gøre, er blot at møde op på aftenen.
Af hensyn til tilrettelæggelsen af selve aftenen skal du sende en mail om, du gerne vil på scenen. Hvis du gerne vil optræde eller har spørgsmål til arrangementet, kan du skrive til Leif Kruse på mail lkrus@gribskov.dk
Arrangementsgruppen i Gribskov Kultursal er et samarbejde mellem Gribskov Kommune, Gribskov Event, Ungdomshuset og Dramaterne.