Ramløse: Landskabet er i centrum, når Mette Holmskov på torsdag udstiller i Ramløse Sognelænge. Udstillingen åbner med fernisering, og traditionen tro lader Pastor Porsagers Jazzkapel tonerne flyde til jazzcafé i de følgende timer.
Mette Holmskov bor midt i Grønholt med åbne marker, skov og udstrakte landskaber inden for en pensels afstand og arbejder i et lunt atelier med malerier fra gulv til loft.
– Ofte går eller cykler jeg rundt med min skitseblok og arbejder videre hjemme med oliemaleriet. I modsætning til fotografiet indfanger jeg på skitseblokken det, som er mest væsentlig for netop dette landskab under de aktuelle omstændigheder. Naturen er den store inspirator for mig. Med de skiftende årstider og belysninger. Det meste af mit liv har jeg boet på landet med naturen uden for vinduerne, fortæller Mette Holmskov i en pressemeddelelse.
Hun er datter af maleren og billedhuggeren Helge Holmskov og har derfor ikke interessen fra fremmede. Hun var blandt andet med til ferniseringer, museumsbesøg, udstillinger i en tidlig alder, og interessen blev fulgt af en uddannelse på kunsthåndværkerskolens keramiklinie. (Danmarks designskole i 70´erne).
Hun har undervist på ungdoms- og aftenskoler med sine kunstneriske talenter udi keramik, tegning og maling – og i de seneste år har det naturalistiske maleri været det igangsættende. Især eksperimenteres der med farver, formater og størrelsesforhold i kompositionen.
Naturens pragtklæder
Udstillingen i Ramløse Sognelænge vil vise naturen i dens mange klædedragter set ud fra Mette Holmskovs syn på omgivelserne. Et konservativt og traditionelt syn med de store perspektiver fra dengang, verden ikke var overbroderet med øjebæ, telefonmaster og arkitektonisk kommerciel uorden.
Skulle der i virkelighedens motiv være en el-mast, silo, vindmølle eller lignende, så er den/ de fermt retoucheret bort med et penselstrøg for at skabe en helhed, der forudsiger lethed, imødekommenhed og genkendelighed i landskabet.
Tid: Fernisering torsdag d.12. maj klokken 19.
Sted: Ramløse Sognelænge.
Pris: Alle er velkomne – ingen entré.