‘Havnekiosken’ er udbrændt

HUNDESTED: Der indløb alarm om en kraftig brand i den velkendte ‘Havnekiosken’ på Hundested Havn kort før kl. 22.45, ejeren var kommet til stedet på en tyverialarm og opdagede at butikken var et flammehav.

Brandfolkene fik hurtigt slået flammerne ned, men butikken er fuldstændigt ødelagt af røg, ild og vand. (Foto:AA)

Det er ukendt hvornår ilden præcist er opstået, men kort før kl. 22.40 bliver ejeren af ‘Havnekiosken’ alarmeret af sit vagtselskab, idet der er gået en række alarmer i butikken.

Det viste sig at der var en ganske god grund til det, butikkens indre var nemlig et stort flammehav og røgen masede sig ud igennem alle sprækker i butikken.

Ejeren slog straks alarm til 112, og brandkøretøjer fra både Hundested og Frederiksværk hastede mod stedet, hvor der var en særdeles velbrgrundet frygt for at branden skulle brede sig til bla. Havnekontoret, samt et nærliggende værksted.

Butikkens ruder holdt dog stand mod varmen, og først få øjeblikke før brandkøretøjernes ankomst knækkede ruden i butikken og lod flammerne få frit spil.

Brandfolkene var dog hurtige til at få sat vand på, og med en B/C udlægning med to strålerør blev ilden ret hurtigt slået ned af brandfolkene.

Selvom selve butikken er fuldstændigt ødelagt, så der selve bygningen sluppet meget heldigt fra branden, og på Havnekontoret er der kun tale om en smule røg i lokalet.

Politiet kunne på stedet afvise spekulationer om ildspåsættelse, dørene var aflåste i butikken og alle ruder var hele indtil få øjeblikke før brandvæsnet ankom til stedet.

Brandteknikere skal nu finde ud af hvad der udløste den ødelæggende brand, men det formodes at der er tale om en fejl i elinstallationerne i forbindelse med en fryser.