Når klokken slår 10.00, lørdag d. 29. august, så åbner beboerne i Sommerlyst kvarteret igen for den herlige tradition i Gilleleje.
Der er nemlig Vej-Loppemarked på Sommerlystvej, og flere af de tilstødende veje, hvor indkørsel efter indkørsel er spækket med alskens sjove og gode sager. Lofter er blevet ryddet op, skure sorteret, tøjskabe gået igennem, legetøj sorteret og der er alt muligt som man kan prutte priser på.
Herlig tradition
Det er altid den sidste lørdag i august at der afholdes vejloppemarked, og der er allerede en del tilmeldte til det muntre arrangement som også får beboerne på vejene til at mødes på kryds og tværs.
Loppemarkedet starter som nævnt kl. 10.00, strækker sig helt fra Vesterbrogade til og med Vibehusvej, og fortsætter indtil kl. 14.00 – og alle er velkomne til at kigge forbi.
Det er dog ikke en lukketid som ligger støbt i beton, for flere indkørsler kan godt være åbne i lidt længere tid – bare fordi det er så hyggeligt.
–
Kom glad og gør et godt køb
, lyder meldingen fra arrangørerne af Sommerlyst Loppemarked i Gilleleje.