I DAG: Helsinge Bibliotek inviterer til kunstnermøde med lokal udstiller

HELSINGE: Er du nysgerrig til kunstnernes tanker om de værker de begår, så er der en oplagt mulighed for at komme ind i hovedet på den lokale kunstner Benny Uhlmann. Han gæster Helsinge Bibliotek i dag, onsdag, kl. 16.30.

Onsdag 16. november kl. 16.30 inviterer Helsinge Bibliotek til et særligt møde med den lokale kunstner Benny Uhlmann. Han udstiller pt. på Helsinge Bibliotek.

Selvportræt. Maleri: Benny Uhlmann.

“Bennys unikke billeder vækker opmærksomhed blandt bibliotekets besøgende. Biblioteket vil derfor gerne give interesserede mulighed for at møde Benny og høre ham fortælle om sine værker, sin baggrund, og hvad der vækker hans kunstneriske nysgerrighed”, lyder det i bibliotekets oplæg til arrangementet.

Kunstnermødet foregår i biblioteksrummet, hvor man kan se den aktuelle udstilling.

“Det er første gang, vi inviterer til kunstnermøde. Vi håber, at flere får lyst til at lægge vejen forbi og møde Benny Uhlmann”, skriver biblioteket i sin pressemeddelelse.

Det er gratis, alle er velkomne. Biblioteket serverer en kop kaffe/te.