HELSINGØR: Nordsjællands Brandvæsen måtte fredag aften omkring kl. 22.45 atter køre ud til påsat brand i nogle affalds-containere i området ved Vapnagård.
“To affaldscontainere, som stod et stykke væk fra hinanden, var blevet antændt, så vi hælder til den antagelse, at de ‘lige’ skulle brændes af,” fortæller vagtchef Dan Houtved, natten til lørdag.
Nordsjællands Brandvæsen var hurtigt fremme på stedet, og fik slukket de to brændende containere på få minutter, branden blev slukket ved at lægge skum udover containerne og ilden var kvalt på få øjeblikke.
Politiet søger vidner
Det var en vågen beboer i området, som klokken 22.44 anmeldte branden i de to containere, og politiet hører meget gerne fra vidner i området, som har set noget mistænkeligt i nærheden af de to dyre affaldscontainere, der udbrændte totalt.
Henvendelse på servicetelefon 1-1-4 eller personligt på Helsingør Politigård.