Hidsig biljagt over 12 km i Gribskov

VEJBY: Med adskillige patruljevogne i hælene forsøgte en 36-årig mand at stikke af fra politiet. Jagten startede på Valbyvej, og gik ad Kurrebrovej mod Laugø. Biljagten strakte sig over Laugø, Ørby, Holløse og endte så i Vejby hvor bilisten blev anholdt i krydset P.C. Skovgårdsvej-Femgårdsvej. Under flugten kastede manden blandt andet penge ud af bilen.

Den heftige biljagt endte her på P.C.Skovgårdsvej i Vejby.

 Mange punkter er endnu uklare, og politiet holder fortsat kortene tæt til kroppen, men faktum er at en usædvanlig hidsig biljagt fandt sted omkring kl. 20, og at den strakte sig over godt 12 kilometer.

Biljagten startede efter en patruljevogn havde set den 36-årige mand foretage en overhaling for fuldt optrukne linier på Valbyvej, da betjentene satte lys og horn i gang trykkede den 36-årige mand speederen i bund og flygtede ad Kurrebrovej mod Laugø.

Den hidsige biljagt involverede adskillige patruljevogne, som forsøgte at spærre den flygtende bil inde.

Påkørte parkeret fiskebil
Jagten gik først ad Valbyvej, ud af Kurrebrovej og herefter ud på Laugøvej indtil bilen nåede frem til Ørby. Her drejede den 36-årige mand ind på Maglebjergvej med så stor fart at han ikke kunne holde bilen, men derimod ramte ind i en parkeret fiskebil der holdt i en indkørsel på Maglebjergvej.

Trods påkørslen fortsatte den hidsige biljagt videre ad Maglebjergvej, og ud i krydset til Kildevejen, hvor den flygtende bil drejede til højre mod Holløse. En kilde oplyser at farten var oppe på mindst 160 km/t, og flugtbilen gjorde alt for at politibilen ikke skulle komme forbi.

For enden af Kildevejen gik jagten ad Vejbyvej mod Vejby, og inde i byen drejede flugtbilen ind ad P.C.Skovgårdsvej hvor den formentlig blev lukket inde af flere patruljevogne i krydset ved Femgårdsvej, indkørslen til Sankt Helene Skole.

Mand lagt i håndjern
Den 36-årige fører af bilen blev anholdt og lagt i håndjern, der er ingen oplysninger omkring anholdelsen som angiveligt skete uden modstand fra den flygtende bilist.

Han er nu anholdt, sigtet for spirituskørsel, kørsel under påvirkning af narkotika, ligesom en lang række trafikforseelser også bliver lagt til. Den anholdte havde i forvejen ikke noget kørekort, oplyser en kilde til Politirapporten.nu

Maglebjergvej spærret i narkojagt
Under flugten ad Maglebjergvej har gerningsmande kastet noget fra sig, dette var formentlig narkotika idet politiet havde narkohunde fremme til afsøgning i den anholdtes bil.

Derfor blev Maglebjergvej afspærret i begge ender af patruljevogne, mens politihunde snusede den 1,7 km lange flugtvej igennem.

Hundene fandt bla. en pose med penge, samt nogle andre effekter som politiet pt ikke vil oplyse noget nærmere om. Den 36-årige mand er kendt for bla. besiddelse af skydevåben, og det kan være skydevåben som politiet har fundet på flugtruten.

Politihunde fandt penge og andet
– Undervejs kunne vognene konstatere, at han kastede flere ting ud af bilen, mens han kørte, siger vagthavende ved Nordsjællands Politi her til morgen.

– Vi fandt bl.a. en pose med penge. Vi vil da gerne høre ham om, hvorfor han kastede dem væk, så han skal afhøres her til formiddag. Det er derfor for tidligt at oplyse, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør, oplyser vagthavende.

Trods den hidsige kørsel, så kom ingen personer til skade under den langvarige biljagt.