Hjertestop: Politibetjent reddede mands liv

GRIBSKOV: En betjent fra Gribskov-området, tjenestegørende i Færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi, blev i starten af marts forskellen på liv eller død for en ældre mand, som pludselig faldt om med hjertestop.

En betjent fra Færdselsafdelingen kørte i sin ATK-vogn i området ved Trørød, da han opdagede to ældre kvinder der stod på en cykelsti og en mand som lå på jorden.

Betjenten kørte straks ind til siden, og løb hurtigt hen til dem og den livløse mand på jorden.

– Jeg kunne nu se, at det var en ældre herre der lå på jorden, og han var helt lilla i hovedet. På forespørgsel sagde kvinderne, at han var faldet om og at han ikke trak vejret.. Den ene af kvinderne var netop kommet igennem til 112, og sagde i tlf, at nu var politiet kommet til stede, fortæller betjenten til Gribskov Lokalavis.

Påbegyndte livreddende førstehjælp
Betjenten gik straks i gang med den livreddende førstehjælp, checket puls og vejrtrækning og skabt frie luftveje hos den livløse mand hvorefter han gik i gang med hjertemassage.

Efter et par tryk hørte betjenten at brystbenet brækkede, noget som er velkendt hos ældre mennesker når der gives hjertemassage og et tegn på at der trykkes hårdt nok – selvom det lyder voldsomt. Undervejs checkede betjenten løbende om der var puls eller vejrtrækning hos den livløse mand.

En af kvinderne på stedet var den livløse mands kone, og hun gav betjenten navnet på manden.

Kom så, jeg kan ikke gøre det hele
– Jeg råbte højt til ham, at han gerne måtte være lidt med til at redde sig selv og trække vejret da jeg ikke kunne det hele for ham. En enkelt svag vejrtrækning kom nu, men fortsat ingen puls. Jeg fortsatte hjertemassagen og fik ham flere gange om på siden, så hans luftveje var frie, og bla. slim  kunne komme ud af munden, forklarer betjenten.

Mens betjenten lå og kæmpede for mandens liv på jorden måtte kvinderne efter ca. fem minutter ringe til 1-1-2 og rykke for ambulancen.

Alle kæmpede for mandens liv
Betjenten selv vurderer at have givet førstehjælp i omkring 10 minutter, før den velkendte lyd af ambulancens udrykningshorn kunne høres og kort efter landede en ambulance på stedet.

Betjenten og de to ambulancereddere fortsatte arbejdet, men en af ambulanceredderne overtog hjertemassagen mens betjenten assisterede med bla. opklipning af den livløse mands tøj, så ambulancens udstyr kunne placeres på mandens brystkasse.

Ved et lykketræf kom en cyklist forbi stedet, han viste sig at være anæstesilæge og han sprang ind i behandlingen sammen med ambulanceredderne.

Endelig: puls og vejrtrækning
Mens lægen og de to reddere kæmpede for mandens liv, fik betjenten oplysningerne fra de to kvinder, herunder mandens identitet og hans sygdomsbillede som betjenten straks videregav til redderne.

– Der blev givet flere stød, men uden held og efter nogle minutter kom en ambulance samt en akutlæge til stedet. Pludselig begyndte manden at trække vejret af sig selv og der var svag puls. Jeg sørgede for at hans kone blev sat ind i ambulancen, så hun kunne køre med, forklarer betjenten om episoden, og fortsætter:

– Det var først bagefter at jeg bemærkede at jeg var drivvåd over der hele. Jeg havde uniform, skudsikkervest og patrulje jakke på, så det var vist forståeligt.

Manden i god bedring
I første omgang vidste betjenten blot at man havde lagt manden i respirator og nedkølet ham for at kroppen kunne komme sig.

Trods de dramatiske omstændigheder blev han meldt udenfor livsfare, og efter få dage var manden taget ud af respiratoren, han kunne sidde op, han kunne snakke og havde det efter omstændighederne godt.

– Efterfølgende har familien kontaktet mig og fortalt at han nu er oppegående og er i gang med genoptræning. Det var en stor blodprop i hjertet som fik ham til at falde om, men den konstante hjertemassage og livreddende førstehjælp betød at han ikke har lidt nogen skade i hjernen, fortæller den tydeligt glade og stolte politibetjent til Gribskov Lokalavis.

Lær nu førstehjælp
– Selvfølgelig er jeg stolt af min indsats og glad for at alt er gået godt under omstændighederne. Uden kendskab til førstehjælp, så…….jeg vil ihvertfald opfordre alle til at tage et kursus i førstehjælp, man ved aldrig hvornår man får brug for det, slutter den  gæve betjent fra Nordsjællands Politi.

(Gribskov Lokalavis kender betjentens identitet, men han ønsker at være anonym – og det respekterer vi.)

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?