HELSINGE: En kvindelig bilist var ret så uheldig, da hun påkørte en helle og fik revet bundkaret af sin bil mens regnen stod ned i stænger, lørdag aften.
Kvinden kom omkring kl. 18.20 kørende ad Rådhusvej, og skulle ud ad første afkørsel – altså fortsætte ad Rådhusvej – men formentlig var det regnen som spillede kvinden et puds og udløste et ærgerligt uheld.
Mellem kanten af vejbanen og cykelstien er der et lille helleanlæg, hvilket kvinden uheldigvis kørte direkte henover med sin bil, og derved fik hun slået bilens bundkar i stumper og stykker.
Brandfolkene fra Falcks brandstation i Helsinge måtte rykke ud, og bruge en del Absodan (bedre kendt som kattegrus) for at få olien suget op mens regnen stod ned i stænger og derved ikke gjorde det til en nem opgave.
Hele indsatsen tog knap 40 minutter fra start til slut, og mens oprydningen stod på var en del af Rådhusvej spærret af brandkøretøjerne.