Hurtig bilist havde narko i blodet – og i bilen

SOLRØD: Mandag eftermiddag kl. 13.37 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 142 km/t ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning som en gennemsnitshastighed over 3.681 meter lang strækning fra broen ved Cementvej, Solrød Strand.

Personbilen blev standset på Karlslunde rasteplads, hvor politiet fik kontakt til en 26-årig mand fra Snekkersten som fører af køretøjet. Føreren havde ikke medbragt sit kørekort og deltog efterfølgende i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen.

Ved en ransagning af bilen fandt politiet nogle piller med en samlet vægt på knap 11 gram. Pillerne blev testet og viste sig at indeholde ecstasy, så den 26-årige blev ud over de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 26-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.