Husejere står til kæmperegning: Nye kloaker skal hjælpe mod regnskyl

RAMLØSE: Godt 600 grundejere i Ramløse står til at skulle betale op til 100.000 kroner inden for de næste fem år for ny kloakering. Det sker for at sikre mod kommende oversvømmelser og kravet forventes politisk vedtaget i starten af det nye år.

Det har vakt stor bekymring hos flere grundejere i Ramløse, at der muligvis vil komme en ekstra regning på ny kloakering på op til 100.000 kroner. Regningen skyldes, at der i en kommende spildevandsplan er et krav om, at kloakeringen i Ramløse skal opgraderes og gøres mere tidssvarende for blandt andet at undgå oversvømmelser efter store regnskyld. Disse oversvømmelser sker statistisk alt for ofte i Ramløse, og nye regler på området kræver, at der nu skal gøres noget ved sådanne problemer.

Berørte grunde i Ramløse. Grafik: Gribskov Kommune.

Spildevandsplanen er i offentlig høring frem til 11. januar, hvorefter den skal til fornyet politisk behandling.

 

Spildevand direkte i Arresø
Planen er at indføre såkaldt separat-kloakering, så regnvand og spildevand adskilles. Det skal imødekomme de øgede udfordringer som især store regnskyl giver de gamle kloaker i området, som ikke kan følge med og i stedet vil lede en masse spildevand direkte ud i Arresø.

Ifølge formanden for teknik-udvalget, Brian Lyck Jørgensen (O), er det ærgerligt at borgerne selv skal betale, men uundgåeligt.

“Der kommer en udgift for den enkelte grundejer. Det er selvfølgelig kedeligt, men det kommer vi ikke uden om. Nu sender vi forslaget i høring, og vi vil lytte til de input, der måtte komme fra beboere, grundejerforeninger og andre parter”, udtaler han i en kommunalt udsendt pressemeddelelse.

Regning på op til 100.000 kroner
Gribskov Forsyning har det generelle ansvar for kloakeringsopgaven, men på grundejernes arealer skal der kloakeres for egen regning, og det skal ske af en autoriseret kloakmester. Kommunen anslår udgiften til at være på mellem 27.000 og 80.000 kroner ekskl. moms afhængigt af blandt andet grundens størrelse og afstanden til offentlig kloakering.

Grundejer skal betale for kloakeringen på egen grund. Kommunen tager sig af resten. På grafikken viser blå linje typisk eksempel på kloakering til regnvand, rød linje er til spildevand mens grøn er en ny fællesledning. Grafik: Gribskov Kommune.

Udgiften kan også blive større for husejere med kælder, da disse kræver en pumpebrønd, som grundejer også selv skal anlægge.

Bliver planerne godkendt skal al kloakeringsarbejde være afsluttet inden udgangen af 2027.

”Jeg vil opfordre til, at man går sammen med naboerne eller indhenter et fælles tilbud i grundejerforeningen, så det bliver billigere for den enkelte husejer. Man har i projektet valgt at sætte den længst mulige frist for betalingen, så man har fem år til at spare sammen. Det synes jeg er positivt”, udtaler næstformand i Udvalget for klima, teknik og miljø Morten Dahlberg (A) i en kommunal pressemeddelelse.

Byrådsmedlem: Husejere holdes som gidsler
Kommunen holdt et offentligt borgermøde om kloakeringen d. 30. november, og her deltog blandt andet byrådsmedlem Helle Lund (løsgænger, tidl. Nye Borgerlige, red.). Hun er ikke tilhænger af projektet.

Kilde: Gribskov Forsyning.

“De benytter sig af, at der står i loven, at man skal ordne kloakeringen på egen grund. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man så skal tørre regningen af på alle dem, der bor der. Der er mange, der risikerer at måtte gå på tvangsaktion af det her”, siger Helle Lund til Netavisen Gribskov og peger på, at interesserede købere af huse i området nok vil tænke sig om en ekstra gang.

“Husejerne bliver jo holdt som gidsler, for det er ikke alle, der har penge nok eller friværdi i ejendommen til at skaffe de penge. Og hvem vil købe et hus, hvor der står, at man risikerer at måtte betale mere end 100.000 kroner for ny kloakering i en nær fremtid. Jeg mener, at det er kommunens opgave at betale for det her”, forklarer hun.

Er din husstand omfattet af krav om separatkloakering?
Bor du i Ramløse, så er det muligt at gå ind på Gribskov Forsynings hjemmeside og se, om din husstand er omfattet af planerne: gribskovforsyning.dk/ramloese.

Kommunens forsyningsselskab har også svaret på en række almindelige spørgsmål omkring projektet. De kan læses her: gribskovforsyning.dk/ramloese-FAQ

Kommunens forsyningsselskab har lavet en fin præsentation af projektet, som blev præsenteret på borgermødet. Du kan hente filen her som et pdf.dokument: Borgermøde Separatkloakering i Ramløse, præsentation.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lige om lidt er vi klar til at vise dig alt hvad der skal opleves i Gribskov.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?