I DAG KL. 14: Tag på vandretur med arkæologer til den kommende Søborg Sø

GRIBSKOV: Søborg Sø er i færd med at blive genetableret og i den anledning inviterer Museum Nordsjælland på vandretur, hvor arkæolog Kjartan Langsted og historiker Jon Voss i dag, søndag, vil fortælle om Søborg-områdets fascinerende historie – fra fjord til sumpet sø – og dens fremtidige forvandling.


De nyeste resultater fra de arkæologiske og historiske undersøgelser af Søborg Slot og Søborg Købstad bliver også præsenteret. Deltagere får en dybere forståelse af Søborgs rige historie og kan nyde en inspirerende vandring i smukke natur omgivelser.

Praktisk information om vandreturen ’Søborg – den forsvundne by og et landskab i forandring’

Dato: søndag den 25. august kl. 14.
Længde og varighed: 4 km, ca. 2 timer.
Pris: 100 kr. Betales på dagen med Mobilepay eller kontant (lige penge).
Mødested: Søborg Kirke ved P-pladsen, Bygaden 38, 3250 Gilleleje.

Turledere: Museumsinspektør og arkæolog, Kjartan Langsted og museumsinspektør og historiker, Jon Voss.

Kort fra 1857, der viser Søborg Sø efter første afvanding med søen Klaringen. Foto: Museum Nordsjælland fra historiskekort.dk.

En lang historie
Søborg Sø har en lang historie der strækker sig tilbage til Istiden og har gennem århundreder været genstand for både naturlige og menneskeskabte ændringer. Ved den østlige bred af søen blev en af Danmarks stærkeste kongeborge etableret i 1100-tallet, og i dens umiddelbare nærhed opstod en købstad. I dag er borgen en ruin, og købstaden er blevet til en landsby.

Den igangværende naturgenopretning af Søborg Sø skaber store ændringer af det lokale kulturlandskab, og det giver mulighed for ny viden om de kulturhistoriske værdier omkring Søen. Historien kan opleves ude i landskabet når Museum Nordsjælland inviterer til en unik vandretur, hvor nye resultater fra arkæologiske og historiske undersøgelser præsenteres.

Hagebøssen fra Søborg
”Der er fundet mange detektorfund i området. Det tidligste skydevåben i Danmark er fundet ved Søborg Slotsruin” fortæller historiker på Museum Nordsjælland Jon Voss.

”Det er en kort bronze-hagebøsse – håndkanon – fra sidste halvdel af 1300-tallet. Affyringen er sket ved at sætte en glødende pind ned i fænghullet foran det lille skæggede mandehoved på løbet, hvorefter krudtet er eksploderet og har sendt projektilet – af den betragtelige kaliber 21 mm – mod fjenden.
Våbnets præcision og skudvidde har været ganske ringe, og der er heller ingen sigtemidler på løbet. Det er et pragtvåben, der kan have tilhørt kongen, måske Valdemar Atterdag. Bronze-hagebøssen er danefæ, og indgår i Nationalmuseets samling” uddyber Jon Voss.

Bronze-hagebøsse, også kaldt en håndkanon, fra sidste halvdel af 1300-tallet. Foto Museum Nordsjælland.

Søborg Slot
Hvorfor blev der bygget en borg og købstad lige her? Og hvordan kan det være, at både borgen og byen forsvandt?

De spørgsmål arbejder arkæolog på Museum Nordsjælland Kjartan Langsted med i et igangværende forskningsprojekt. Projektet har arkæologiske og historiske undersøgelser af Søborg Slot og Søborg Købstad, og er et samarbejde mellem Nationalmuseet, Aarhus Universitet og Museum Nordsjælland.

”Søborg Slot var en stærkt befæstet borg med både ringmur og voldgrav. Borgen var statsfængsel i middelalderen, hvor blandt andre ærkebiskop Jens Grand og prins Buris sad fængslet”  fortæller Kjartan Langsted.

Oprindeligt – eller en ny version?
Søborg Sø forsvandt fordi man fra midten af 1700-tallet drænede søen for at skabe frugtbart agerland på søbunden. Det er et af Danmarks ældste landvindingsprojekter og fortæller en unik historie om, hvordan det danske landskab ændrede sig i 1700- og 1800-tallet, da store vådområder og søer blev drænet.

Nu er landskabet endnu en gang i forandring. Men er det den oprindelige sø, der genskabes? Eller er det i virkeligheden en ny version af det gamle landskab? Bliv klogere på dagens vandretur.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?