Igen klar til Opera på Havnen i Gilleleje

GILLELEJE: Søndag eftermiddag kl. 16.00 er der atter inviteret til en stor musikalsk oplevelse på Stejlepladsen – Opera på Gilleleje Havn.

Det er blevet til en tradition med Opera på Gilleleje Havn den første søndag i august – og således lukkes der op for den store oplevelse i dag, søndag d. 6. august kl. 16.00.

Det er fuldstændig gratis, men man gør klogt i at komme i god tid – for som det er kendt fra de tidligere år, så er Opera på Havnen særdeles populært.

(Pressefoto: Opera i Gilleleje)

Ved søndagens arrangementet vil følgende optræde på scenen:

Inger Dam-Jensen
Inger Dam-Jensen er en af Skandinaviens førende sopraner. I 1993 vandt hun BBC’s store konkurrence ”Singer of the World” i Wales og siden har hun sunget et væld af hovedroller ikke blot på Det Kgl. Teater, men også bl.a. på Covent Garden i London, Bastille Operaen i Paris og ved Glyndebourne Festivalen i England. Hun har været solist ved The Proms i London samt med førende engelske orkestre, Berliner Filharmonikerne, New York Filharmonikerne og Cleveland Orkestret.

Det er især musik af Mozart, Richard Strauss og Mahler, der har præget Inger Dam-Jensens karriere. Hun har optrådt med sopranpartierne i Mahlers orkesterværker under ledelse af bl.a. Colin Davis og Christoph von Dohnányi og sunget lieder af Strauss sammen med Vladimir Ashkenazy og Malcolm Martineau.

På Det Kgl. Teater har Inger Dam-Jensen sunget en mængde hovedroller bl.a. Cleopatra i Julius Cesar, Ophelia i Hamlet, Gilda i Rigoletto, Donna Anna i Don Giovanni, titelrollen i Lucia di Lammermoor og Violetta i La Traviata.

Senest har Inger Dam-Jensen sunget Barbara Cranach i Schlagt sie tot af Bo Holten og Moderen i Silent Zone af Louise Alenius på Malmø Opera.V

Magnus Vigilius
Tenoren Magnus Vigilius er en efterspurgt dramatisk tenor i de europæiske operahuse. I 2014 sang Magnus Vigilius sig i finalen og vandt 2. prisen og orkesterets pris i den prestigefyldte Wagnerkonkurrence The Lauritz Melchior International Singing Competition.

I 2018 vandt han en Reumert som Årets Sanger for sin præstation som Siegmund i Wagners Valkyrien på Den Ny Opera. Siden har Wagnerfaget bragt ham stor succes i operahuse som Teatro San Carlo i Napoli, Oper Leipzig, Oper Graz og Den Finske Nationalopera.

Vigilius har desuden sunget flere roller for den Tjekkiske Nationalopera i Brno – bl.a. Pinkerton i Madama Butterfly, Cavaradossi i Tosca og Boris Grigorjevič i Katja Kabanová. Sidstnævnte opera åbnede den anerkendte Janáček-festival i 2016 og vandt flere internationale priser.

Samme år havde Vigilius sin anmelderroste debut i Tyskland som Radames i Aida for Oper Halle.

I 2021 blev han den første danske tenor (efter Poul Elming) i 30 år, som debuterer på Bayreuther Festspiele.

Med NordicOpera har Magnus Vigilius sunget hovedroller i Det Dybeste sted af Daniel Hjort og Mass af Leonard Bernstein – en samproduktion med Odense Symfoniorkester.

På Malmø Opera har Vigilius i dette forår kunnet høres i Janácek’s opera Sagen Makropulus.

Isabel Piganiol
Svensk/Fransk sopran. Uddannet ved Opera Akademiet i København.
Har optrådt på scener i ind- og udland med roller som Rosina i Barberen I Sevilla, Donna Elvira og Zerlina i Don Giovanni, Susanna i Figaros bryllup og Marguerite i Faust.
Hun er tilbagevendende solist med NordicOpera, hvor hun senest havde den kvindelige hovedrolle Tora i Det dybeste sted, Violetta La Traviata og Gertrud i Hamlet in Absentia. I 2014 sang hun titelpartiet i Tosca på Egnsteatret Undergrunden og Ålborg Operafestival. Med Operaen i Midten har hun sunget Dinah i Trouble in Tahiti og Anna i De syv dyders hus. I 2013 sang hun Mercedes i Lars Klits opera Angelo.
Piganiol har gentagne gange optrådt med Bel Canto Selskabet, Vitus Bering Teatret og Opera in Disguise (Norge) og er fast medlem af Copenhagen Opera Trio, Trio Satie og Nordic Sopranos med hvem hun senest gav 6 nytårskoncerter med Ålborg Symfoniorkester.

Teit Kanstrup
Barytonen Teit Kanstrup begyndte sine studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og flyttede derefter til London, hvor han studerede på operaskolen under Royal Academy of Music. Han er en efterspurgt solist i oratorieværker og har desuden været engageret i forskellige operakompagnier i ind- og udland, for eksempel som Eisenstein i Flagermusen, Marcello i La Bohéme og Mozart-roller som Don Giovanni, Figaro og Guglielmo. I sæsonen 2016-17 fik han sit egentlige gennembrud på Det Kongelige Teater med flere store partier, blandt andet i Jake Heggies Reumert-vindende Dead Man Walking. I sommer synger han Dandini i Rossinis Askepot på Opera Hedeland. En rolle han også har sunget hos NordicOpera i 2012.

Madeleine Sjöstrand
Madeleine er uddannet pianist ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og er fast akkompagnatør for NordicOpera og Copenhagen Opera Trio. Siden 2016 er Madeleine bosat i Edinburgh, hvor hun arbejder som vocal coach og akkompagnetør.

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Gribskov har at tilbyde. Kig her igen snart.

Opret Rubrikannonce

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?