Natten til fredag kl. 03.11 stod en mand og drak et glas vand ved sin håndvask i en lejlighed på Skovvejen i Aarhus. Ud af sit vindue fik han øje på en skikkelse, der stod ved ejendommens pulterrum, og undrede sig over, hvem der skulle derind så sent om natten. På trods af tidspunktet var manden heldigvis vågen, og da han så, at personen var maskeret, fandt han straks sin telefon frem og ringede til politiet.
Den første patruljevogn ankom få minutter efter og så en mand svarende til beskrivelsen komme kørende på cykel. Da manden på cyklen fik øje på patruljen, drejede han dog hurtigt ind i en baggård. Betjentene fulgte efter og fortalte manden, at de var fra politiet, og at han var anholdt.
Det fik dog gerningsmanden til at sætte i løb, og betjentene måtte eftersætte ham til fods ind igennem en baghave. Her hoppede personen over et hegn og ind i et brombærkrat på en skrænt, der var så stejl, at man ikke umiddelbart kunne forcere den, og her blev han siddende. Betjentene råbte til ham, at han skulle komme ud, men det var han ikke interesseret i.
Patruljen sendte derfor bud efter en kollega med en hund. Selv hundene havde svært ved at komme frem på skrænten, som var tilgroet med brombær og brændenælder, men en hund fandt dog hurtigt hen imod den busk, den mistænkte trykkede sig under, og gav hals. Da hundeførerne igen råbte til gerningsmanden, at han skulle komme ud, indvilgede han i stille og roligt at kravle ned af skrænten, hvor et par betjente stod klar til at tage imod ham.
Den anholdte viste sig at være en 16-årig dreng, som blev lagt i håndjern og taget med på politistationen, mens hans værge blev kontaktet. I baggården, hvor drengen havde smidt cyklen, fandt politiet en saks og en peberspray, og i krattet fandt de et koben.
Drengen blev sigtet for forsøg på indbrud, for at flygte fra politiet og for overtrædelse af våbenloven.