Julemanden tænder træet på Græsted Torv

GRÆSTED: Kom og tag del i en af Græsteds hyggeligste traditioner, når julemanden traditionen tro tænder træet på Græsted Torv første søndag i advent kl. 16.

Rigtig mange Græstedborgeres fødder er programmeret til at sætte kursen mod Græsted Torv den første søndag i advent – søndag d. 27. november – men i år er der dog en lille ændring i programmet, så læs endelig videre.

Adventsgudstjenesten i Græsted Kirke bliver i år begyndelsen på festlighederne. Den begynder kl. 14.30, og man kan blandt andet høre Græsted Kirkes børnekor synge.

Kl. 16 går festlighederne løs på torvet, hvor sognepræst Ole Backer Mogensen holder en kort tale, og derefter er der fællessang.

Julestemningen kommer nok helt i top, når først julemanden ankommer og fører an i dansen omkring juletræet, og lækkersult og -tørst kan blive stillet, når der bagefter er godteposer til børnene og gløgg og æbleskiver til de voksne.

De unge fra Karlsminde (en del af Gribskov Ungdomsskole) vil få en dejlig duft af brændte mandler til at brede sig på torvet.

Kl. 17.30 byder Græsted Kro inden for til ’Folkekøkken’ (fællesspisning) til kun 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn. Menuen kan ses på kroens hjemmeside graestedkro.dk, og her kan man også købe de strengt nødvendige billetter til spisningen.

Juletræstændingen er en af de begivenheder, som Græsted på magisk vis arrangerer i et solidt fællesskab mellem kirker, spejdere, borgerforening, bibliotek og mange andre. Men det er dog Græsted Handels- og Erhvervsforening, som spiller den absolutte hovedrolle.