NORD: Fredag aften kl. 21.00 blev E47 spærret af, og al trafik ledt igennem en sluse på Storkereden hvor Politifolk og personale fra Skat tog imod med åbne arme.
“Det er – så vidt jeg ved – første gang, vi har gennemført så stor en razzia”.
Det siger vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi om den aktion, som politiet og Skat gennemførte på Helsingørmotorvejen, fra kl. 21.00 fredag til lørdag kl. 02.00.
Over 70 medarbejdere fra Nordsjællands Politi, Skat, Beredskabsstyrelsen og Politihjemmeværnet deltog i aktionen, hvor 2.231 køretøjer blev standset og kontrolleret for både det ene og det andet.
Razziaen fandt sted ved rastepladsen ‘Storkereden’ mellem klokken 21 og 02, hvor politiet havde spærret motorvejen og ledte alle biler op på rastepladsen.
“Det er formentlig første gang, at man har lukket en motorvej af på den måde, og der er ingen tvivl om, at det vil have en præventiv virkning,” fortæller Ole Hestbæk.
Politiet pointerer også at aktionen intet havde med restauranten Storkereden at gøre, politiet benyttede blot p-pladsen ved restauranten af rent logistiske grunde, idet det var det eneste sted der var plads til både mandskab og de mange tusinde biler.
Af dem som kørte uden at have et kørekort, fik tre beslaglagt deres bil, da det ikke var første gang de kørte i frakendelsestiden.
Desuden standsede politiet 25 taxaer, som ikke kørte efter bogen, fem bilister blev snuppet for at køre i nødsporet og 18 personer fik en bøde for ikke at have deres kørekort med under kørslen.
Fire biler fik klippet nummerpladerene på grund af at forsikringen ikke var blevet betalt.
Endelig fik Skat også gevinst i en del sager, det drejer sig blandt andet om uretmæssig kørsel i firmabiler, oplyser Ole Hestbæk.