Torsdag eftermiddag omkring kl. 13.35 blev der slået alarm til 1-1-2 om brand på en stor mark langs Pårupvej, branden spredte sig hurtigt og truede flere ejendomme samt tilstødende marker.
Brandårsagen var torsdag ikke umiddelbart kendt, men er sandsynligvis opstået ved et uheld i forbindelse med høstarbejde på eller langs med marken.
Fredag er det blevet oplyst at ilden opstod idet en bremse på en mejetærsker var kørt varm og der samtidig havde været en ophobning af korn omkring bremsedelene.
Anmelder på branden skal være en beboer på Pårupvej, som pludselig kunne høre en mærkelig lyd, en form for knald som hvis man knalder bobleplast – som de fleste kender fra bla. indpakning af postforsendelser.
Det krævede blot et hurtigt kig ud af et vindue, så løb beboeren efter sin telefon og slog straks alarm til 1-1-2 om en stor markbrand, lidt af ilden stod allerede tæt opad en grusvej som fører ud til en stor ejendom, og heldigvis fungerede som et mindre brandbælte ved branden.
Ude ved den store ejendom kunne anmelderen se kraftige flammer, så der var frygt for denne ejendom skulle bryde i brand.
Gribskov Beredskab rykkede omgående ud med alt disponibelt mandskab fra de to brandstationer i Gilleleje og Helsinge, samtidig blev der rekvireret assistance fra Helsingør Kommunes Beredskab i form af flere tankvogne, samt drone og ledelsesstøtte fra Beredskab Øst.
Der var forholdsvist hurtigt styr på branden, den havde – trods blæsten – ikke nået at springe over selve grusvejen eller løbe ind på de nærmeste to – tre ejendomme langs Pårupvej. Der var også frygt for at ilden skulle springe over selve Pårupvej og her true to større ejendomme på bla. Porsagervej.
Der blev benyttet de kraftige vandkanoner, som Gribskov Beredskab har fastmonteret på fronten af køretøjerne, og sideløbende blev der også benyttet højtryksslanger fra sprøjterne til at få slået ilden ned.
Indsatsen i første omgang gik på at stoppe ilden, og landmanden brugte også sit materiel til bla. at lave et bredere brandbælte langs kanten af marken, alt i alt blev ilden slået meget hurtigt ned af brandfolkene og efterfølgende bestod arbejdet i at efterslukke så ilden ikke skulle kunne blusse op.