FODBOLD: Lørdagens topkamp mod rækkens nummer to, Skævinge, blev desværre ikke den fest, Helsinge havde håbet på.
Med en sejr kunne Helsinge have skabt et hul på hele otte point ned til forfølgerne, men i stedet blev det til et skuffende nederlag i de allersidste sekunder.
Kampen startede ellers forrygende. Allerede i åbningssekunderne fik Tobias Rønnest tilkæmpet sig bolden højt på banen. Han spillede den hurtigt videre til Victor Torp, som resolut afsluttede – men Skævinges målmand reddede lige med nød og næppe.
Hurtige scoringer
Efter 16 minutter kom forløsningen, da Helsinges Leo Rasmussen steg til vejrs ved bagerste stolpe på et hjørnespark og sikkert headede bolden i nettet til 0-1.
Glæden blev dog kort. Seks minutter senere svarede Skævinge igen, da et hjørnespark skabte kaos i feltet. Først i tredje forsøg fik hjemmeholdet prikket bolden over stregen til 1-1.
Resten af første halvleg bød på chancer i begge ender, men uden yderligere scoringer. I anden halvleg forsvandt både skarpheden og energien hos Helsinge. Kampen bølgede frem og tilbage uden de store højdepunkter, og træner Thomas “TK” Kristensen forsøgte forgæves at råbe nyt liv i sine tropper.
Mål i tillægstid
Da uret rundede tillægstid, så det ud til, at holdene måtte dele pointene. Men fire minutter inde i tillægstiden fik Skævinge endnu et hjørne.
Bolden sejlede hele vejen hen over Helsinge-forsvaret og landede på panden af Filip Jørgensen, der ubesværet kunne heade Skævinges sejrsmål i kassen til 2-1. Kort efter fløjtede dommeren af til vild jubel fra hjemmepublikummet.
Helsinge må dermed se Skævinge lukke hullet i toppen af tabellen. Førstepladsen er stadig intakt, men forspringet er nu skrumpet til blot to point. Der resterer tre kampe i sæsonen – næste gang på hjemmebane mod Melby på lørdag kl. 11:00.
Kom og støt drengene – vi har brug for jeres opbakning!
Kampreferat: Thomas Jessen, Helsinge Fodbold.