DEBATINDLÆG: Vi har efterhånden fået en næsten religiøs tro på, at løsningen på problemerne i ældreplejen er flere hænder.
Prøv en almindelig formiddag i et område med mange ældre borgere. Ikke inde hos borgerne, men ude på vejene. Her kan man nogle steder opleve en række hjemmeplejebiler holde tæt på hinanden, mens medarbejderne sidder indenfor med mobiltelefonen i hånden og venter i længere tid. Så kan de jo passende tegne lidt kruseduller på deres mobiltelefoner imens.
Det rejser et spørgsmål, som vi måske ikke stiller ofte nok: Hvor meget af den arbejdstid, vi betaler for, bliver faktisk brugt sammen med de borgere, disse medarbejdere er ansat for at tage sig af?
»Vi mangler hænder« siger de. »Vi mangler hænder« er efterhånden blevet standardsvaret på næsten ethvert problem i vores ældrepleje.
Mangler vi tid, skal vi have flere medarbejdere! Mangler vi nærvær, skal vi have flere medarbejdere! Mangler vi kvalitet, skal vi have flere medarbejdere!
Men med de medarbejdere, som vi allerede har? Hvordan og hvor bruger vi deres kompetencer?
Der er nemlig forskel på at have mange medarbejdere ude på parkeringspladserne og på at have mange medarbejdere tæt på borgerne i deres respektive hjem.
Hvis en stor del af arbejdstiden går med at vente, skrive beskeder eller dokumentere, mens man sidder i arbejdsbilen, har vi faktisk ikke skabt mere omsorg omkring borgerne.
Vi har snarere skabt mere »aktivitet« væk fra borgerne. Det betyder ikke, at dokumentation er spild af tid. Tværtimod. Dokumentation er en vigtig del af vores faglige arbejde. Men når stadig mere af arbejdet foregår væk fra borgeren i stedet for hos borgeren, skal vi turde spørge os selv, om systemet er begyndt at fylde mere end selve formålet.
Hjemmepleje foregår altså i borgerens hjem
I min verden foregår hjemmepleje ikke i et dokumentationssystem. Det foregår i borgerens respektive hjem. Det er nemlig dér, det sker!
Det er dér, man som medarbejder opdager, at borgeren ikke har spist tilstrækkeligt, at borgeren er mere forpustet end normalt, eller at borgeren pludselig har svært ved at rejse sig. Ikke noget smukkere end personalets tilstedeværelse hos borgeren.
Den der fornemmelse af en stemning i borgerens hjem. Det der med at kunne lytte til borgeren, holde øjenkontakten, mærke, hvornår man træder over borgerens grænse, og finde ud af, hvad borgeren har brug for.
Alt det almenmenneskelige, som burde ligge i hver SOSU’s DNA. Det er sat på hold, for medarbejdernes sanseapparat er blevet frakoblet af at sidde for meget i arbejdsbilen.
Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at være lidt sammen med borgeren?
Skab tryghed for en borger med demens. Kig på et gammelt familiebillede. Spørg ind til livshistorien. Hold bare et øjeblik om borgeren, der søger blikkontakt og nærvær. Det er den rigtige definition på tryghed. Og lidt efter lidt vil disse gentagne, små, kærlige og ikke særligt »dyre« indsatser, bare ved eksemplets kraft, brede sig som ringe i vandet – og slå igennem overalt i vores ældrepleje.
Flere hænder – eller de rigtige fagpersoner?
Den mest udbredte redning i ældreplejen – klassikeren – går på, at alt bliver nemmere, når vi en dag får flere hænder, fordi så får vi jo færre opgaver.
Flere kollegaer! Kom nu til os, “Kombardo! Kombardo!”
Og afsavnet efter den erfarne Susanne, som formentlig vil være langtidssygemeldt i 111 dage.
Derfor ender redningen med at forvandle hjemmeplejen til en rundtur på fire hjul, hvor medarbejderne bruger mere tid på vejen end hos borgerne.
Og måske er det her, vi skal være mere præcise, når vi taler om »hænder«. Jeg bryder mig faktisk ikke om begrebet »varme hænder«. For SOSU’er og medarbejder i ældreplejen er ikke bare hænder. De er fagpersoner med erfaring, faglig dømmekraft, ansvar og ikke mindst evnen til at møde et andet menneske.
Når vi kalder dem »varme hænder«, risikerer vi at reducere dem til noget, der blot skal være flere af.
En god ældrepleje handler ikke om at have flest mulige hænder. Det handler om at have de rigtige faglige mennesker tæt på borgeren.
Derfor vil jeg hellere tale om faglige mennesker tæt på borgeren end om »varme hænder«. God bemanding handler derfor ikke kun om antallet af mennesker på arbejde. Det handler om, hvor deres tid og faglighed bliver brugt – og at den bliver brugt hos borgeren.
Hvad er det egentlig, vi ønsker mere af? Vi taler meget om flere hænder. Men måske skal vi i stedet tale om mere tilstedeværelse hos borgeren.
At være til stede for borgeren. Det er der, den gode pleje begynder!
Milad Shams
Plejedirektør
