GILLELEJE: Kort før kl. 16 buldrede en mindre personbil og en knallert sammen i krydset Kystvejen – Gilleleje Hovedgade. Uheldet skabte lidt trafikkaos i en lille halv time.
En lille personbil med en ældre mand bag rattet kom kørende ad Gilleleje Hovedgade, og mod krydset til Kystvejen, kort før kl. 16.
Samtidigt kom en 16-årig lokal dreng på sin knallert, kørende ad Gilleleje Hovedgade hvor den fører direkte over i Kystvejen – og kørte således blot lige ud.
Uheldigvis overså den ældre mand fuldstændigt knallerten med den 16-årige dreng, og kørte lige ud foran knallerten som ikke havde en chance for at stoppe.
Den 16-årige fører nåede, ifølge de foreløbige oplysninger, at kaste knallerten rundt så kollisionen skete sidelæns, fremfor direkte ind i døren frontalt.
Ved kollisionen kom der en kraftig deformering af bilens sidedør, mens knallerten led en del skade i form af smadrede plasticdele og bla. knækket tændningslås.
To håndværkere så ikke ulykken, men hørte derimod braget ved kollisionen og løb hurtigt frem til stedet, hvor den 16-årige lå på jorden og ømmede sig.
De to håndværkere fik hurtigt kontrol på uheldsstedet, og fik tilkaldt en ambulance, mens de hjalp såvel den 16-årige knallertkører som de to chockerede ældre mennesker.
Ligeledes sørgede de to håndværkere for, at intet blev flyttet på uheldsstedet, udover knallerten som blev flyttet af hensyn til trafikken, mens bilen blev holdende på kollisionsstedet.
Kort efter alarmen til 112 var en ambulance fremme på uheldsstedet, hvor ambulanceredderne overtog den kvæstede 16-årige knallertkører.
På trods af det noget ublide møde med bilen, så er den 16-årige knallertkører sluppet ufatteligt heldigt fra uheldet og kunne forlade Akutklinikken efter blot 2½ time.
Han er sluppet med småskrammer, blå mærker og skader på den ene arm mens det ældre par i bilen kunne nøjes med en alvorlig forskrækkelse og en bulet dør.
Eftersom den ældre mand overtrådte sin ubetingede vigepligt, og derved forårsagede uheldet, så vil han formentlig få en alvorlig bøde samt en betinget frakendelse af kørekortet, som medfører at han skal op til en fornyet køreprøve.
Der var angiveligt ikke noget på uheldsstedet, der tydede på at den 16-årige knallertkører kørte for stærkt på uheldstidspunktet.