Kom og vær med på Jump4fun-holdene i Gribskov Kommune

SPORT: Jump4fun er efterhånden et utrolig velkendt idrætstilbud i Gribskov Kommune, hvor børn, der kæmper med overvægt, og børn der ikke har fundet deres plads i foreningslivet, kan være aktive sammen på en sjov og inkluderende måde i trygge rammer.

Glæden ved at gå til Jump4fun er ikke til at tage fejl af. I en landsdækkende undersøgelse gennemført i foråret, blev børnene på Jump4fun-holdene spurgt om, hvad de synes om at gå til Jump4fun. Her svarede næsten 90 procent, at de er blevet gladere for at bevæge sig. Derudover svarede 77 procent af børnene, at de har fået nye venner, efter de er startet til Jump4fun. De positive gevinster oplever mange forældre på nært hold. For mange forældre er det tydeligt, at deres børn ændrer sig markant i den positive retning, når de får øjnene op for Jump4fun.

”Jump4fun er virkelig et dejligt tilbud, der giver mit barn en masse gode oplevelser med motion samt relationer til andre børn. Søde kompetente trænere, der er gode til at tage sig af de generte og tilbageholdende børn, så de føler sig trygge. Det har gjort min datter mere modig og hun tør springe ud i nye ting”, fortæller en forælder til pige på 8 år.

Tag del i alt det sjove på Jump4fun-holdene
I Gribskov Kommune er der to Jump4fun-hold. Jump4fun-holdet hos Græsted Gymnastikforening, som træner om tirsdagen fra 17.00-17.55 i Gribskovhallen, og Jump4fun-holdet hos Bokse Team Helsinge, som træner om tirsdagen 16.00-17.00 i Kampsportscentret i Helsinge.

Man kan være med til sjove og klassiske aktiviteter på Jump4fun-holdet hos Græsted Gymnastikforening, som rundbold, forhindringsbaner, og alle mulige andre skægge spil og lege. Der bliver både trænet inde, og ude hvis vejret er til det. På Jump4fun-holdet har man sløjfet konkurrenceelementet og niveauinddelingen. Det giver øget trivsel, styrket selvværd og større bevægelsesglæde. Som deltager er man med på det niveau, man har. Man behøver ikke at kunne noget i forvejen, når man starter.

”Når man starter til Jump4fun, kan man måske ikke slå en kolbøtte, løbe, lide at få pulsen op eller andre ting, men vi ser altid en udvikling hos de børn, som kommer hos os. Om det er en fysisk eller psykisk forandring, er ikke så vigtigt – Vigtigst er, at det er et sjovt og trygt rum at være i, når man kommer til Jump4fun i Græsted” fortæller Tina Devald, som er instruktør på Jump4fun-holdet i Græsted Gymnastikforening.

På Jump4fun-holdet hos Bokse Team Helsinge blander man træning, bevægelse og leg, og hvor særligt det at have det sjovt er i fokus. Holdet afholdes hos foreningen Bokse Team Helsinge, som er en bokseforening, og derfor er der aktiviteter hvor handske og sække indgår. Der er også mange andre sjove aktiviteter, som blandt andet øvelser med bolde, forhindringsbaner, fangelege og styrketræning. På Jump4fun-holdet hos Bokse Team Helsinge kan alle være med, og der er plads til forskellighed. ”Vi ser, at nogle børn går fra at være generte og “lukkede” til at komme løbende ind og bare tag fat i sjippetovene og gå i gang. De bliver generelt mere glade for bevægelse, som jo heldigvis også er det, vi bestræber os efter.

Vi oplever også, at nogle børn stopper, fordi de har fundet en sportsgren, de gerne vil begynde til eller at de rykker ud på vores andre børnehold i Bokse Team Helsinge. Det er endnu et mål for os, at børnene “tør” og har lyst til at blande sig med andre børn i andre foreninger og sportsgrene” fortæller Diana Ipsen, som er instruktør på Jump4fun-holdet hos Bokse Team Helsinge.

Meget mere bevægelsesglæde og gode fællesskaber
Jump4fun henvender sig ikke kun til børn og unge, der kæmper med overvægt. Det er også for børn, der har brug for at få et sjovt frikvarter sammen med andre og endnu ikke har fundet sig til rette i en idrætsaktivitet. Vi har flere børn, som vælger at gå på holdet i flere år. Og så har vi børn, som vi hjælper videre til andre idrætstilbud, når de har prøvet kræfter med forskellige lege og aktiviteter til Jump4fun og sporet sig ind på, hvilke former for idræt og sport, de synes allerbedst om.

Jump4fun handler først og fremmest om at give børnene en glæde ved at bevæge sig sammen med andre børn. I den time de er til Jump4fun har de et frirum, hvor de kan have det sjovt sammen og lære andre børn at kende.

”Mange af de børn, der kommer, har ikke erfaring med at have succes i de gængse idrætstilbud. Til Jump4fun bliver det ikke forventet, at de skal præstere noget bestemt. Det handler om fællesskab og bevægelsesglæde i trygge rammer uanset niveau”, siger Amalie Kastoft-Christensen, der er Jump4fun-projektmedarbejder i DGI Nordsjælland.

Hos Jump4fun kan man altid aftale, at ens barn kan komme til gratis og uforpligtende prøvetræning. Ring til Jump4fun foreningsguide, Tina Devald, på 2478 6745 og aftal nærmere.

Flere detaljer om Jump4fun kan findes her: https://www.dgi.dk/jump4fun/

Fakta
Jump4fun er et samarbejde mellem DGI, Julemærkefonden, kommuner og idrætsforeninger. Sammen arbejdes der helhedsorienteret på at skabe et godt træningstilbud til motionsuvante børn og unge i alderen 6-16 år. På et Jump4fun-hold er der fokus på at få sved på panden, have det sjovt og derigennem skabe bevægelsesglæde og øget selvværd.

Jump4fun-hold fungerer som et hvilket som helst andet hold i en idrætsforening og findes i dag i mange forskellige steder, fx i gymnastikforeninger, svømmeklubber, kampsportsforeninger og fodboldboldklubber.

Jump4fun findes nu som et tilbud i 75 lokale idrætsforeninger i 40 af landets kommuner.

(Foto: Bo Nymann / DGI)