GILLELEJE: Som tidligere oplyst forbliver Gillelejes anker liggende i rundkørslen ved Gilleleje Station, men snakken om at finde en anden placering af ‘Kvadratskulptur’ som var indkøbt for 90.000 kroner er nu opgivet.
Kunstrådet i Gribskov har nu fuldstændig opgivet alle planer omkring ‘Kvadratskulptur’ som man ellers ville indkøbe for 90.000 kroner og placere i stedet for ankeret i rundkørslen ved Kystvejen.
Således ser det ud til at kunstneren Jørgen Willerup brænder inde med sin skulptur, som ellers blev rost af Kunstrådet tidligere på året, men en massiv bølge af vrede borgere kæmpede for at Gilleleje’s anker skulle forblive i rundkørslen – og planerne blev opgivet.
Kunstrådet fik efterfølgende en række forslag til en placering af ‘Kvadratskulptur’, bla. i den nye rundkørsel på Bonderupvejen i Gilleleje.
Her står Kunstrådet dog fast på at ‘Kvadratskulptur’ var indkøbt til placeringen i rundkørslen ved stationen, og holdningen er at den ikke passer ind nogen andre steder i kommunen. Skulpturen ryger således retur til kunstneren Jørgen Willerup, da Kunstrådet fastholder at skulpturen var indkøbt specifikt til rundkørslen ved stationen.
Kunstrådet udtrykker dog også forståelse for at kunsteren bag ‘Kvadratskulptur’ føler sig noget skuffet over sagen.