En kvinde henvendte sig mandag til Østjyllands Politi og fortalte, at den cykel hun fik stjålet for en uge siden nu var sat til salg på Facebook.
Hun havde ageret køber og aftalt med sælgeren at mødes ud for en adresse i Viby J.
En patrulje kørte til adressen og holdt sig i baggrunden, indtil sælgeren, en 48-årig kvinde, ankom med cyklen. En cykel som anmelderen både havde kvittering på og rette nøgler til.
Da betjentene gav sig til kende, forklarede den 48-årige, at hendes barn var kommet hjem fra byen med cyklen, og at hun herefter havde sat den til salg.
Hun blev derfor sigtet for hæleri, og anmelderen fik sin cykel retur.