HUMLEBÆK: Hvem der blev mest forskrækket er svært at vide, men ihvertfald blev to indbrudstyve skræmt på flugt af en kvinde, kort før midnat på Teglgårdsvej.
Kvinden havde overrasket de to gerningsmænd, mens de var i fuld gang med at opbryde personbiler på Teglgårdsvej.
Der blev slået alarm til 112, og opkaldet kom kl. 23.56, mens de to unge forbrydere flygtede over hals og hoved.
De to tyve flygtede fra stedet på en knallert, og var forduftet da en patruljevogn nåede frem.
Betjentene kunne konstatere at der var foretaget opbrydning af en personbil, og gerningsmændene havde været godt i gang med en anden bil, da kvinden overraskede tyvene.
Gerningsmændene beskrives som A; mand, mørklødet, iført sort jakke m. hvide ærmer og B: mand, dansk af udseende, og iført en hættetrøje.