Af ukendte årsager satte en 58-årig kvinde sig onsdag eftermiddag bag rattet i en personbil i det vestlige Aarhus – til trods for, at hun ikke havde et gyldigt kørekort.
Køreturen foregik på Viggo Stuckenbergs Vej i Aarhus V og var tæt på at gå galt, da kvinden kom bakkende i østgående retning og i den forbindelse kørte op på fortovet og påkørte en barnevogn med et mindre barn i.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 15.41 og var fremme på stedet få minutter senere, hvor ingen personer dog var kommet til skade i forbindelse med færdselsuheldet.
Her traf politiet den 58-årige kvinde, som blev sigtet i sagen for at have kørt bil uden førerret.