Kvindelig bilist kvæstet i trafikuheld

HELSINGE: Torsdag aften ved 19-tiden ramlede en mercedes og en VW Lupo sammen i krydset Kildevejen – Skovgårdsvej, og en kvindelig bilist blev kvæstet ved ulykken.

Ulykken skete da en ældre mand i sin kraftige Mercedes angiveligt ville foretage et venstresving ud fra Skovgårdsvej, og totalt overså den lille VW Lupo med en kvinde og hendes hund.

Begge bilister forsøgte at undvige, men indsatsen var forgæves og den kvindelige bilist ramte Mercedesen direkte ind i venstre forhjul.

Ved kollisionen blev samtlige airbags udløst i bilen, og hunden blev kastet gennem kabinen – lykkeligvis skal den være sluppet uden skader fra den ublide medfart.

Ambulancer, politi og brandvæsen kom kort efter frem til ulykkesstedet, her fik politiet med assistance fra brandfolkene styr på trafikken, mens ambulanceredderne tog sig af de to bilister.

Det viste sig at den ældre mand i Mercedesen var sluppet uskadt fra kollisionen, mens den kvindelige modpart blev kørt væk fra stedet med udrykning.

Hendes tilstand er sidst på natten endnu ikke kendt, men der er næppe tale om noget alvorligt.

Uheldsstedet blev målt op af politipatruljen på stedet, hvorefter brandvæsnet kunne begynde at rydde op på stedet hvor bla. vragstumper og olie flød i rigt mål.

Omkring kl. 20.30 var der stort set ryddet på stedet, så trafikken kunne igen passere uheldsstedet.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?