Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Lille million til projekter der kan gavne nationalparken

GRIBSKOV: Nationalpark Kongernes Nordsjælland har uddelt mere end 900.000 kr. til en række projekter, der skal medvirke til at skabe bedre natur, bevare kulturarven og udvikle nye muligheder for friluftslivet.

Pengene er uddelt som led i en ansøgningsrunde i december sidste år, og det kom der 27 ansøgninger ud af. Puljen, Nationalpark Kongernes Nordsjællands nationalparkpulje, modtog forslag på mere end 1,7 mio. kr.

Et udvalg bestående af råds- og bestyrelsesmedlemmer har efterfølgende været med til at prioritere de mange ansøgere.

“Det har været helt fantastisk at se hvordan ansøgningerne er væltet ind til puljen. Vi er meget glade for den store interesse, men det betyder også, at vi har måtte arbejde for at skære feltet ned, da vi jo ikke kan give penge til alle. Det har været lidt af et luksusproblem, som vi har løst i puljeudvalget”, udtaler Poul Erik Pedersen, næstformand i nationalparkens bestyrelse og formand for puljeudvalget i en udsendt pressemeddelelse.

Små projekter med stor gavn
Projekterne dækker bredt. Nogle vil være med til at bevare kulturhistorien og andre kan bidrage til at styrke naturens levevilkår.

Der er blandt andet givet støtte til en etablering af bålhytter, fuglekasser, trætelte, pleje af fredede stendiger og etablering af vandhuller.

I dag, torsdag kl. 12, vil der på nationalparkens hjemmeside blive offentliggjort en liste over, hvilke projekter, der har modtaget støtte, samt en oversigt over, hvor projekterne er placeret.

Hvilken pulje?
Nationalparken har oprettet en nationalparkpulje, som modtager projekt-ideer blandt lokale ildsjæle i foreningslivet og private lodsejere i nationalparken. Puljen kunne søges af private lodsejere i nationalparken og lokale foreninger med et ikke-kommercielt formål.

Seneste nyheder:

Tip os!