Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Luftsirener afprøves onsdag kl. 12.00

GRIBSKOV: Onsdag d. 1. maj afprøves luftværnssirenerne over hele landet, det sker fast den første onsdag i maj måned hvert år. Afprøvningen sker så man kan høre signalet og husker på hvad de betyder.

Det nationale sirenevarslingssystem skal advare befolkningen om fare. Politiet kan sætte sirenerne i gang i tilfælde af fx alvorlig luftforurening eller angreb.

Sirenerne er opsat på bygninger eller master i byområder med flere end 1000 indbyggere og kan høres af 80 % af befolkningen.

Resten af befolkningen vil blive advaret af politiet via mobile sirener.

Alle sirener bliver afprøvet én gang om året med lyd – den første onsdag i maj kl. 12. Sirenerne afprøves dog hver eneste nat året rundt, men det sker på en frekvens som vi mennesker ikke kan høre og derfor opdager vi det ikke.

Den årlige test foregår på følgende måde:

  • Først lyder der et varslingssignal. Varslingssignalet består af en lyd, som stiger hurtigt og derefter falder langsomt. Signalet lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder. Signalet ligner det som de fleste kender det fra tidligere og fra bla. gamle krigsfilm.
  • Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet.
  • Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang ensartet tone, som varer 45 sekunder.

Hvis du hører sirenen i hverdagen
Hvis sirenerne høres på alle andre dage og tidspunkter året rundt – så tøv ikke med at reagere på sirenen.

Gå straks indenfor, luk døre og vinduer, sluk varmepumper/aircondition og tænd for DR-tv eller radio.

Du skal ikke ringe 1-1-2, det kan medføre overbelastning af telefonnettet og gøre at livsvigtige opkald ikke kan komme igennem til myndighederne – lyt til TV, radio eller se feks. politiets facebook side for information.

Gå ALDRIG ud fra at sirenen er en fejlalarm, der kan være radioaktivt udslip eller giftige stoffer i luften som ikke kan ses eller lugtes – så reager altid ved at gå indenfor og følg med i TV / radio for information om situationen.

Seneste nyheder:

Tip os!