Østjyllands Politi modtog natten til tirsdag kl. 01.03 en anmeldelse om, at der var opstået en form for uoverensstemmelse ved et værtshus på Åboulevarden mellem nogle enkelte nattelivsgæster, hvorefter en person havde truet med en kniv.
Ifølge anmeldelsen havde to mænd haft en diskussion, hvorefter den ene af mændene havde fremvist en kniv og lavede truende stikkebevægelser med den i retning af en dør.
Et par patruljer blev derfor sendt til stedet, hvor politiet hurtigt fik øje på en person, som passede på signalementet af den mistænkte mand, der ifølge anmeldelsen skulle være i besiddelse af en kniv.
Den pågældende person blev identificeret som værende en 29-årig mand, og han blev i lommen på sin hættetrøje fundet i besiddelse af en urtekniv, som blev beslaglagt til sagen med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Den 29-årige mand blev sigtet for at have overtrådt knivloven og han blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring. Han blev ligeledes meddelt et forbud mod at indfinde sig på det pågældende værtshus de kommende to år i medfør af restaurationsloven.