Mand dræbt for øjnene af sin søn: Burak Salih Dogan idømt livstid for drabet

Den 28-årig mand, Burak Salih Dogan, deltog ikke i selve drabet, men blev alligevel mandag idømt fængsel på livstid i en drabssag fra Brøndby, hvor han blandt andet sørgede for flugtkøretøjet.

Den 28-årige var tiltalt for at have stillet flugtbilen til rådighed efter et skuddrab på en parkeringsplads på Brøndby Nordvej den 17. november 2022 samt for at have været med til at planlægge skyderiet.

Under skyderiet blev en 27-årig mand dræbt, mens han var sammen med sit lille barn.

”Tiltalte deltog i en kynisk likvidering. Man overvågede den afdøde i flere uger og valgte at dræbe ham på netop det tidspunkt, hvor de vidste, at han ville komme hjem med sin knap 3-årige søn,” siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen.

Efter cirka en uges intensiv efterforskning anholdt politiet den 28-årige Burak Salih Dogan, som siden har været varetægtsfængslet.

Drabet havde rod i en tidligere konflikt mellem to bander og var egnet til at genstarte en bandekonflikt. Derfor blev Burak Salih Dogan dømt efter den særlige bandeparagraf 81a, som kan fordoble straffen.

”Dommen viser, at alle, der deltager i planlægningen og udførelsen af et drab, straffes hårdt – uanset om det er dig, der trykker på aftrækkeren. Vi vil ikke acceptere, at bander skyder på hinanden i det offentlige rum, hvor alle vi andre kan blive ramt,” siger sagens anden anklager, Trine Bøgh Ellekær.

Da Retten i Glostrup mandag idømte Burak Salih Dogan fængsel på livstid, blev han samtidig udvist af Danmark for bestandigt.

”Nu er tiltalte idømt fængsel på livstid. Han ved, hvem de øvrige medgerningsmænd er, og forhåbentlig finder vi også ud af det. Politiet er derfor ikke stoppet med at lede efter dem, selvom denne del af sagen er afsluttet,” slutter Henrik Uhl Pedersen.

Burak Salih Dogan har valgt at anke dommen til Landsretten.

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.

.

Annonce

Annonce