KØGE: Tirsdag formiddag kl. 10.47 måtte en 52-årig mand fra Svinninge transporteres til skadestuen i en ambulance, efter at han var kommet til skade ved topkapning af et træ på Kongstrupvej.
Den tilskadekomne var under topkapning af et træ blevet ramt af en faldende stamme, som havde klemt ham op mod selve træet, så han formentlig havde pådraget sig et brud i et ben.
Politiet har optaget rapport om ulykken, hvis årsag måske kunne skyldes råd i træstammen, hvilket ikke umiddelbart var synligt, således at de fornødne forholdsregler kunne tages.
Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken og vil kigge på omstændighederne for at kunne tage stilling til, om nogen kan drages til ansvar.