GILLELEJE: Det så meget dramatisk ud, da ambulance, lægebil, brandkøretøjer og politi hastede frem til en landejendom på Pårupvejen kl. 09.45. En mand var faldet ned fra taget, men heldigvis var det ikke så alvorligt som det lød.
Det var en håndværker der var styrtet ned fra taget, formentlig grundet et pludseligt epileptisk anfald, og hans kollegaer slog omgående alarm.
Manden arbejdede oppe på taget på den høje landejendom, og da han rammes af det epileptiske anfald så styrter han ned fra taget og lander på det opsatte stillads.
Den uheldige håndværker faldt dog ikke fra nogen speciel stor højde og blev fanget af det opsatte stillads med lukkede sider.
Således har sikkerheden været helt i orden og ifølge Politiets indsatsleder, Stefan Andersen, er der ikke noget af interesse for politiet i sagen.
– Manden bliver pludseligt syg, og derfor falder han ned, men alt har fungeret som det skulle og det er bare sygdom på arbejdet, ikke en arbejdsulykke, udtalte Vicepolitikommisær Stefan Andersen til Politirapporten.nu på stedet.
Brandvæsnet blev også tilkaldt til stedet, men det skyldtes at ambulanceredderne skulle have manden ned fra stilladset så skånsomt som muligt. Inden brandkøretøjerne nåede frem, var manden dog kommet ned ved egen hjælp, støttet af ambulanceredderne på vejen ned.
Efter at Akutlægen havde tilset håndværkeren i ambulancen, blev han kørt til kontrol på Hillerød Akutklinik, men er formentlig uskadt bortset fra det flækkede øjnbryn.