Marie fra Tisvilde spiller ‘lille Fiona’ i stor musical

TISVILDE: 11- årige Marie fra Tisvilde giver den gas i Mastodonternes opsætning af ‘Shrek the Musical’. Forestillingen havde premiere i fredags i Frederiksborg Centret i Hillerød.

Mere end 1,7 millioner danskere har været i biografen og moret sig over de sjove og skæve karakterer, som Æsel, Lord Farquaad og Prinsesse Fiona fra ‘Shrek’-tegnefilmene. I 2008 rykkede den grønne trold og alle de andre fra det store lærred til Broadway, hvor den har gået sin sejrsgang og modtaget et hav af priser.

En ung dame med masser af talent
11-årige Marie Dietz er til dagligt en helt almindelig pige, som går i 6. klasse i Gribskov, men om aftenen og i weekenderne iklæder hun sig rødhåret paryk og grøn kjole og synger sangen ’Han kommer i dag’, som lille Fiona i ’Shrek the Musical’ – en sang, der fortæller, hvor længe den smukke prinsesse har ventet på at blive reddet af sit hjertets udkårne.

Det er ikke første Marie er med i en af Mastodonterne forestillinger. Sidste år spillede hun en af hovedrollerne, som lille Ida, i ’Emil fra Lønneberg’. Men det er ikke kun hos Mastodonterne Marie har brugt sit talent, hun har bl.a. medvirket i filmen ’Dirch’, lagt stemme til en lang række tegnefilm bl.a. som lille Anna i Frost og i forestillinger på både Det Ny Teater og Folketeatret.

Om ‘Shrek the Musical’
Shrek er en ildelugtende trold, som bor alene i sin sump. En dag bliver sumpen invaderet af en stor flok eventyrvæsner, som er blevet forvist fra byen Duloc af den onde Lord Farquaad. Shrek og hans irriterende følgesvend, Æsel, afsted for at møde Farquaad, og den onde Lord har ét krav, hvis Shrek skal have sin sump tilbage. De må finde og redde den smukke Prinsesse Fiona, så Farquaad kan gifte sig med hende. Det bliver begyndelsen på et eventyr, som slet ikke går som planlagt…

‘Shrek the Musical’ kan opleves 26. august – 4. september i FrederikborgCentret i Hillerød og i Tivolis Koncertsal hele efterårsferien.

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?