Molotowcocktail satte ild til tag

BLOVSTRØD:  Trods beruselse så forsøgte en gruppe unge ikke at stikke af, da deres leg med molotowcocktails gik helt galt på Blovstrød Skole, natten til fredag. De forsøgte derimod at slukke ilden, og tilkaldte hjælp.

 

De unge slog selv alarm, da deres leg med molotowcocktails gik galt. (Arkivfoto:AA)
Natten til fredag fik fem unge den ide at lege med molotowcocktails, og ved et uheld fik en af dem kastet en molotov-cocktail op på taget i skolegården på Blovstrød Skole.

De unge har kastet flere på jorden, og det er næppe forsætligt at den ene molotowcocktail ryger op på taget hvor den eksploderer og sætter ild til taget.

Gruppen af fem unge, fire drenge og en pige, indser med det samme faren i branden og drengene forsøger selv at slukke ilden, samtidigt med at der også bliver slået alarm til 112.

Både brandvæsen og politi var hurtigt fremme på stedet, og ilden blev hurtigt slukket da de unge havde gjort en stor indsats for at bekæmpe ilden.

“Vi kunne meget hurtigt have haft en  bygning mindre i Allerød. Det er godt at de tog beslutningen om at ringe  efter brandvæsenet,” siger beredskabschef Thøger Refshauge til Lokalavisen.dk

De unge har erkendt at de sad i skolegården og hyggede, som de har gjort det adskillige gange henover sommerferien.

Ifølge Nordsjællands Politi, så har de på et tidspunkt indkøbt noget bensin som de fyldte på flasker og smed dem på jorden i skolegården, hvilket kan ses på flere afsvedne pletter i skolegården.

Omkring kl. 04. i morges gik det så galt, og en af de unge fik kastet en flaske, så den knustes mod tagstenene.

Politiet har anholdt fire unge mænd, alle på 17 år, samt en 17-årig pige, som alle er fra lokalområdet. De er nu sigtet for brandstiftelse.