Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Museumsgrunden i Hornbæk åbner med skulptur-udstilling

HORNBÆK: Den 24. juni åbner museumsgrunden i Hornbæk med en særlig skulptur-udstilling – en pop-up-skulpturudstilling kurateret af Galleriet Hornbæk.

Fonden Hornbæk Kunstmuseum har det seneste år arbejdet på at realisere en vision for museumsgrunden på Kystvej og A.R. Friisvej i Hornbæk. Fredag den 24. juni kan man opleve første led i denne plan med fernisering på en pop-up-skulpturudstilling kurateret af Galleriet Hornbæk.

Dagen byder bl.a. på åbningstale med Helsingørs borgmester Benedikte Kiær og på møder med nogle af kunstnerne bag værkerne.

Tovholderne lover en række særlige oplevelser på Museumsgrunden hen over sommeren. Her er nogle af nordens helt store billedhuggere og skulptører blevet inviteret til at udstille, heriblandt Peter Bonnén, Jane Balsgaard, Bjørn Poulsen, Pernille Clausen, Vivi Linnemann og Bente Hansen.

”Vi er utroligt glade for at kunne præsentere gæsterne for nogle spændende kunstnere, der spænder fra monumentale værker til mere minimalistiske, poetiske installationer,” fortæller Susanne Risom, der er indehaver af Galleriet Hornbæk og kurator i samarbejde med kunstnerisk sparringspartner Pylle Søndergård på popudstillingen på Museumsgrunden.

Vil du gerne være med til den særlige åbningsdag, så gælder det om at dukke op fredag 24. juni kl. 17. Alle er velkomne.

FAKTA: Museumsgrunden?
Første del af visionen for museumsgrunden på hjørnet af Kystvej og A.R.Friisvej er fra denne sommer at skabe udendørs kunst og masser af liv på grunden, der blandt andet også rummer en minigolfbane.

Ambitionen er at opføre et 1.000 kvadratmeter stort byggeri, der vil kunne indeholde både en stor fleksibel kunsthal, bibliotek og turistinformation samt cafe og design-shop.

Minigolfen planlægges videreført med et kunstnerisk udtryk, der skal gøre den til en destination i sig selv. Villaen på grunden skal med tiden omdannes til kunstnerbolig eller indgå i kunsthallen.

Seneste nyheder:

Tip os!