Automatisk Trafikkontrol (ATK) ved Sydøstjyllands Politi havde igen i weekenden kontrol på motorvejsnettet i kredsen.
Søndag den 15. september i perioden fra kl. 15.49 til kl. 22.00 var der kontrol på Taulovmotorvejen i østgående retning mod Den Ny Lillebæltsbro, hvor hastighedsgrænsen er 110 km/t.
Her viste det sig, at for mange billister havde for travlt og kørte for hurtigt på motorvejen, hvor Sydøstjyllands Politi udførte en ATK-måling.
12.975 køretøjer passerede kontrollen. Heraf kørte 794 billister for stærkt. Det svarer til cirka seks procent og er noget højere end det gennemsnit, vi tidligere har oplevet ved lignende hastighedskontroller.
Bilisterne, der havde for meget fart på, kan se frem til en bøde. Minimumsbøden for en hastighedsforseelse er 1200 kroner.