Kriminalmagasinet Politirapporten

Narkobilist fik bilen beslaglagt: Kørte 119 km/t i 50 zone

VORDINGBORG: En politipatrulje kørte søndag eftermiddag lidt uden for Vordingborg, da betjentene så en bil, som var forsynet med nummerplader, der hørte til en helt anden bil – og så besluttede betjentene sig til at standse bilisten for at få en forklaring.

Det var bilisten dog bestemt ikke indforstået med og accelererede nordpå ad Københavnsvej og videre ad Ørslevvej. Undervejs i Ørslev blev han målt til at køre 119 km/t, hvor man højst må køre 50 km/t, og det lykkedes til sidst at standse bilisten på Krovej i Nyråd.

Det var en 19-årig mand fra Vordingborg, som blev anholdt klokken 12.38.

En narkometertest gav udslag for både kokain og cannabis, og der blev fundet et aluminiumsbat bagi bilen, ligesom den 19-årige havde en klump hash på 4,9 gram.

Han blev herefter sigtet for narkokørsel, for overtrædelse af våbenloven og lov om euforiserende stoffer og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger.

Han blev også sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen, og på grund af den voldsomme hastighedsoverskridelse blev hans bil beslaglagt på stedet.

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.