Artikel

Narkokurér havde 6.000 piller – idømt 14 måneders fængsel og udvisning

Et år og to måneders fængsel. Det var rettens dom mandag, da der blev behandlet en sag, hvor en 45-årig polsk mand var tiltalt for at have forsøgt at indsmugle 6.000 tabletter af mærket Oxocontin, der er et stærkt smertestillende middel af typen opioider.

Den 45-årige blev anholdt den 20. marts 2026, da han kom i land i Gedser som passager i en fjernbus fra Polen, og ved en indrejsekontrol fandt politiets udlændingekontrolafdeling i samarbejde med Toldstyrelsen pillerne i en rygsæk, som viste sig at tilhøre den 45-årige. Der dukkede også 0,797 gram 3-CMC op, der er et euforiserende stof, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Ved et grundlovsforhør blev den 45-årige varetægtsfængslet, og han har været fængslet under efterforskning af sagen, der blev afgjort som en tilståelsessag.

Den 45-årige blev udvist fra Danmark med et indrejseforbud, der gælder i 12 år.

Sagen har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Øst (UKA Øst), der er en afdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og som består af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Øst er placeret i Rødbyhavn. UKA Øst efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland. UKA Øst har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.

Din digitale lokalavis for hele Nordkysten

Sponsorerede artikler