Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Nordea dropper filialer i Gilleleje og Helsinge

Gribskov: Nordea har kastet håndklædet i ringen og affolker nu sine to filialer i Gilleleje og Helsinge. Det betyder, at kunderne nu skal rejse ekstra langt for den personlige betjening.

Spørger man bankdirektør i Gilleleje Henrik Bauer, så er beslutningen om at lukke bankerne i Helsinge og Gilleleje en naturlig konsekvens af en ændret forbrugsmønster blandt kunderne.

– Vi er på vej derhen, hvor kunderne hellere vil have betjening med det samme. De går ikke i så høj grad op i, om det er samme person, der betjener dem. De moderne kunder ønsker en højere grad af tilgængelighed og at kunne holde møder over telefon og online, hvilket bliver mere og mere populært, siger Henrik Bauer, der ser gode fordele ved at flytte bankforretningen til Helsingør.

– Flytningen har den fordel, at den enkelte rådgiver nu får mere tid til at betjene sine kunder. Vi er jo en forholdsvis lille filial, og dét at være flere samlet i et hus, giver os nogle flere kompetencer og bedre muligheder for at fokusere på de enkelte kunder, forklarer bankdirektøren til Gribskov Lokalavis.

Henrik Bauer begræder derfor ikke afskeden fra Gilleleje til Helsingør, som han i øvrigt ikke ser som en ren spareøvelse.

– Det er det sådan set ikke. Vores primære formål er at skabe tilfredse kunder, men selvfølgelig også at drive en ordentlig forretning, så det skal ikke ses som en spareøvelse.

Bankerne i Helsinge og Gilleleje har sidste arbejdsdag 7. oktober. Fremadrettet vil der være en pengeautomat i byen, og så gælder det ellers om at tage turen til enten Hillerød eller Helsingør, alt afhængig af om du havde afdeling i Helsinge eller Gilleleje.

Hverken de 11 ansatte i Helsinge eller de syv i Gilleleje står til en fyreseddel eller tidlig pension. De flytter alle med til de nye lokaliteter.

Dalende overskud
Beslutningen om at affolke de mindre Nordea-filialer skyldes et mindre end forventet regnskab for bankkoncernen. 2015 var et svært år for koncernen, der så sin overskudsgrad dale til trods for, at Nordea tjente en halv milliard kroner mere på sine danske kunder i 2015 end året før.

Det har fået koncernen til at reducere i sine udgifter, hvilket globalt er blevet til en reduktion på hele 4,7 milliarder euro. Koncernen lovede da også allerede sidste år en del lukninger af de mindre filialer.

– De kommende tre år vil være en overgangsperiode, hvor vi implementerer vores omfattende forandringsdagsorden for at skabe en fuldt ud digital bank. Vi lancerer en række nøgleinitiativer til at styre overgangen på en effektiv måde og har derfor i 4. kvartal foretaget en hensættelse på 263 mio. euro til dækning af omstruktureringsomkostninger,« forklarede Casper von Koskull sidste år til business.dk.

Resultater
Nordea havde følgende omsætning sidste og forrige år:

I mio. euro 2015 2014 Ændr. i pct.
Indtægter 10,140 10,241 -1%
Driftsresultat 4,704 4,307 9%
Nettoresultat 3,662 3,332 10%
Egenkapital 31.0 29.8 4%
Egenkapitalrente 12.3 11.5

Seneste nyheder:

Tip os!