Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Netavis erklæret konkurs

GRIBSKOV: Ved et møde i Retten i Helsingør i dag, torsdag kl.13.00, blev netavisen Nordkysten.nu erklæret konkurs, med en samlet gæld tæt på en million. Skeletterne begyndte at falde ud af skabet, efter afsløring af dom for børneporno  mod ejeren, Svend Erik Jacobsen.

Bølgerne har gået højt omkring Netavisen Nordkysten.nu efter Politirapporten.nu d. 21.oktober afslørede at indehaver og chefredaktør, Svend Erik Jacobsen, var dømt for besiddelse og distribution af børneporno.

Herefter startede en større farce omkring avisen, hvor bla. flere lokale erhvervsfolk ville overtage ejerskabet af netavisen.

Det varede dog kun nogle få dage, da Frederiksborg Amts Avis kunne afsløre at selvsamme netavis var på vej mod en begæret konkurs, grundet ubetalt løn til flere journalister og pressefotografer.

På trods af en truende konkurs, så fortsatte Svend Erik Jacobsen med at drive avisen på egen hånd, ligesom salg af annoncer på avisen fortsatte uhindret, formentlig uden at køberne blev informeret om den truende konkurs.

Ved retsmødet i dag blev avisen lukket og slukket, advokat Anders Drachmann indsat som kurator for fallitboet.

Dømt for børneporno
Hele sagen omkring den ellers vellidte netavis Nordkysten.nu har rystet Gribskov, lige fra menigmand og op til borgmesterkontoret.

Gribskov Kommune’s borgmester, Jan Ferdinandsen, meldte klart ud d. 01. november at samarbejdet med netavisen under ingen omstændigheder kunne fortsætte med den børnepornodømte Svend Erik Jacobsen, hverken i ejerkredsen eller i forbindelse med selve redaktionen.

Efter offentligheden fik kendskab til dommen om distribution og besiddelse af børneporno til netavisens ejer og chefredaktør, så forlod journalisterne avisen med lynets hast.

Således har indholdet i avisen siden slutningen af oktober måned, bestået af indsendte meddelser om arrangementer og arkivsager, mens der ikke har været megen aktivitet at spore på avisens hjemadresse på Alfavej.

Nyheder censureret
Netavisens chefredaktør, og nu altså tidligere ejer, har benyttet sin adgang til avisen til at slette en artikel om konkursen.

Således ser det ud til at Svend Erik Jacobsen vil gøre alt for at hemmeligholde dagens konkurs overfor læserne, på samme måde som også artiklen om hans dom for børneporno blev censureret væk.

Svend Erik Jacobsen er i dag erklæret konkurs med selskabet bag netavisen, Nordkysten.nu Aps, det sker knap 2 måneder efter han fik en dom for besiddelse og distribution af børneporno.

 

 

Seneste nyheder:

Tip os!

Powered by Vejreti.com