HÅNDBOLD: Nordsjælland Håndbolds første kamp i kvalifikationsspillet blev afviklet i Helsinge Hallerne fredag aften, hvor 981 tilskuere så en kamp, der indeholdt spænding til allersidste sidste sekund.
Aftenens kamp var også et gensyn med hele fire tidligere NH-spillere – Nikolaj Markussen, Magnus Bramming, Dan Beck-Hansen og Johan Meklenborg. Det var dog kun de første 3, der kom på banen. Johan sad på bænken sammen med NH’s kommende træner, Halldór Sigfússon. Så det var en special situation.
TTH Holstebro kom bedst fra start, og efter et kvarter var stillingen 6-9. Ingen af målmændene havde fået fat i meget og desværre havde NH svært ved at få spillet til at glide. Det positive set med NH øjne var, at fløjspillet lykkedes som det fremgår af målscoren. Fløjspillerne stod for næsten halvdelen af målene.
Ved stillingen 7-11 skiftede NH målmand og Frederik Andersson kom på mål og stod resten af kampen.
NH fik udlignet lige inden halvleg, men desværre nåede TTH Holstebro at få scoret i sidste sekund til 15-16.
Et skridt frem, to tilbage
Begge hold startede 2. halvleg med en mand mindre, og igen var det TTH Holstebro der kom bedst fra start. Efter 10 min. var stillingen 18-21. NH fik reduceret, og efter et kvarter var der udlignet til 22-22. NH kom foran 23-22 til stor jubel i Helsinge Hallerne, men det var kun en stakket frist, idet TTH Holstebro fik udlignet og igen bragt sig i spidsen til 24-26 med små 10 min. igen.
NH ville det anderledes og fightede alt, hvad de havde lært og kom på 25-26, men igen trak TTH Holstebro fra til stillingen 27-29 med knapt 1½ min. igen. Helsinge Hallerne var på kogepunktet, da NH fik reduceret til 28-29. TTH Holstebro tog time out, da en nølkendelse truede.
I det efterfølgende angreb skød NH’s tidligere topspiller Nikolaj Markussen forbi målet. NH fik bolden med under et halvt minut igen.
Da haluret stod på 59.37 tog Simon Dahl time out, så han kunne få sat et angreb op i håbet om udligning i de sidste sekunder. Taktikken gav pote, da det lykkedes Nichlas Hald at udligne til 29-29 med blot et enkelt sekund tilbage af kampen.
En kæmpe forløsning for NH – første point i kvalspillet var hjemme og inden næste kamp har NH 2 point (1 point er taget med over fra grundspillet)
Kampens spiller blev velfortjent Jeppe Cieslak.
Næste kamp er søndag den 23. april 2023, hvor holdet i Sønderborg skal møde SønderjyskE herrer.
SønderjyskE Herrer har 2 point med over fra slutspillet og sidder over i første runde.
Matchfakta:
Målscorere: Jeppe Cieslak 7, Carl-Emil Haunstrup 6, Kristian Olsen 5, Hakan Sahin og Nichlas Hald hver 3, Tobias Jørgensen 2, Julius Mørch, Magnus Kronborg og Matias Campbell hver 1.
Udvisninger: 2 til NH og 1 til TTH Holstebro
Tilskuertal: 981.