Nordsjælland Håndbold udligner i sidste sekund

HÅNDBOLD: Nordsjælland Håndbold var igen i ilden lørdag eftermiddag, hvor modstanderen var Fredericia Håndboldklub. Det var den femte kamp på blot 14 dage, men trods et hårdt kampprogram blev det en spændende affære – lige til sidste sekund.

Nordsjælland Håndbold var igen i kamp blot tre dage efter den forrygende kamp mod Aalborg i en fyldt Royal Stage. Til dagens kamp var samlet lidt over 1000 tilskuere, hvoraf en del bestod af spillere fra henholdsvis Allerød Håndbold, Fredensborg Håndboldklub, Hillerød HK og Team Helsinge Håndbold, som var med til at skabe en fantastisk ramme for kampen.

Der blev kæmpet bravt i kampen mod Fredericia. Foto: Presse/Nordsjælland Håndbold.

En skidt start
Til dagens kamp var det igen et gensyn med Kristian Olsen, som har døjet med problemer med knæet. Han viste sig ekstra sulten for at vise sin kunnen overfor sine gamle holdkammerater fra FHK og bragede de første mål ind bag Fredericias målmand. Fredericia fik dog hurtigt samlet tropperne og efter 10 min. var de foran 4-8.

Det var til gengæld ikke Jimmi Andersens dag mod sine tidligere holdkammerater, så Simon Dahl valgte efter 10 min. at sætte Frederik Andersson ind i stedet. Det skulle vise sig at være en god disposition.

Spændingen stiger
Nordsjælland Håndbold fik lige så stille halet ind på Fredericia og efter 20 min. fik NH fik udlignet først til 10-10, senere til 11-11.

Der fulgte en del missede NH-forsøg, og det betød at Fredericia Håndbold igen kom foran med et par mål 11-14, NH fik dog kort før pausefløjt reduceret til 14-15.

Momentum skifter
NH startede godt ud i anden halvleg med en udligning til 15-15, og det var med til at give momentum. Efter blot 10 min. stod den 20-17 til NH, og Fredericia havde i en periode svært ved at finde vej gennem forsvaret, hvilket særligt var Frederik Anderssons fortjeneste.

Desværre kunne momentummet ikke holdes, særligt var det problematisk når Kristian Olsen var ude for at få en pause og tilmed med at forsvaret ikke kunne stoppe Fredericias spillere. Med små ti minutter igen var stillingen 23-23, og med blot 1½ min. igen var Fredericia Håndboldklub foran 26-28.

Slutgyser
Det så på det tidspunkt skidt ud for hjemmeholdet, der dog viste at have lidt ekstra i skuffen. De kæmpede bravt for en udligning, og den første del af missionen lykkedes med 50 sek. til slutfløjt med en scoring til stillingen 27-28. Det krævede dog, at holdet kunne få hurtigt fat i bolden, og mod alle odds lykkedes det i sidste sekund (59.59) for Jeppe Cieslak at udligne til 28-28 – til stor jubel blandt både spillere, trænere og fans.

Kampens spiller blev Frederik Andersson – på et tidspunkt af kampen var redningsprocenten over 50 – flot og velfortjent at han blev valgt til kampens spiller.

Nordsjælland Håndbold har nu en uge inden de igen skal i kamp. Næste kamp spilles 25. november 2022 hvor modstanderen er TTH Holstebro.

Nordsjælland Håndbold har nu 6 point for 14 kampe og er placeret som nr. 13, samme point som Lemvig-Thyborøn, der dog har spillet en kamp mindre, og 6 point foran HC Midtjylland med 0 point. De to hold møder hinanden i dagens kamp.

Kampfakta:
Målscorere: Kristian Olsen 7, Nichlas Hald 5, Tobias Jørgensen, Magnus Kronborg og Jeppe Cieslak hver 3, Carl-Emil Haunstrup, Rasmus Madsbøll og Matias Campbell hver 2, Tim Rantala 1.

Udvisninger: 1 til Nordsjælland Håndbold.

Straffe: 3 til Nordsjælland Håndbold – som Magnus Kronborg scorede på – 1 til Fredericia Håndboldklub.

Tilskuere: 1052.

Den aktuelle stilling.