Nu er det nok: Græsted Veterantræf leder efter nye græsgange

Græsted Veterantræf har vokseværk, og det er gået ud over eventkoodinator Søren Vindkilde. Foto: David

Græsted: Ambitionen om at bygge et center for veterantog i Græsted er kommet et stort skridt nærmere. I mandags godkendte Byrådet planerne, og nu venter en høringsfase. Det huer ikke foreningen bag Græsted Veterantræf, der er så trætte af planerne, at de nu søger efter et andet sted at holde sit årlige pinsetræf.

– Har nogen en mark på 35 hektar, så hører vi gerne fra dem.

Dorthe Lindkilde, formand for Græsted Veterantræf, tager bladet fra munden, da hun af Gribskov Lokalavis bliver spurgt til hendes reaktion efter mandagens Byrådsmøde. Her blev det besluttet at gå videre med planerne om at bygge et center for veterantog lige vest for lokalbanen i Græsted, på et areal som veterantræffet sætter stor pris på.

– Det er jo her, vi har de fleste af de ting, der er med til at give vores overskud, forklarer hun og oplyser, at byggeriet vil tage op til en fjerdeplads af det område, som Veterantræf-foreningen betragter som hjertet af træffet.

–  Lukkes hele den åbne plads op mod Græsted By af en stor vognhal, vil det gøre, at vi skal møblere rundt og enten flytte tivoliet, kræmmerboderne eller spisebordene til stor skade for samhørigheden, understreger hun.

Og med mere end 16.000 mennesker på eventpladsen sidste år er der ikke meget ekstra plads at gøre godt med. Derfor er foreningen nu på udkig efter et andet sted at holde træffet efter jubilæummet næste år, hvor træffet fylder 20 år.

– Vi bliver jo også udfordret af, at der er planer om et slamanlæg i den anden ende af pladsen på 6-7 hektar. Togplanerne optager 1,5-2 hektarer, så vi synes efterhånden, at det grundlag er ved at forsvinde, som blev lavet med Fredbogaardfonden i sin tid, forklarer Dorthe Lindkilde.

Store konsekvenser
Under mandagens byrådsmøde fortalte flere politikere, at de var kede af den dårlige stemning mellem de to foreninger. Det mener Dorthe dog ikke er tilfældet.

– Der er ingen ufred mellem os overhoved. Vi laver meget det samme og jeg kan da godt forstå, at de er glade for at få deres projekt ført gennem som den er blevet. Men nu er vores opgave, at fortælle om de konsekvenser det vil få for byen, forklarer hun med tanke på, at de nu aktivt er i færd med at lede efter nye “græsgange”.

– Vi gør nu det, at vi spørger ud, om der er nogle der har 35 hektar jord til os. Det skal være et sted med godt kuperet terræn og gode tilkørselsveje. Vi skal være der minimum fem år. Hvis nu nabojorden viser sig nyttig, vil vi vægte den, så vi kan blive i Græsted, men vi er ikke bundet til noget. Ikke længere, siger hun.

Hun frygter dog, at det vil komme til at gå ud over flere af de små lokale foreninger i byen, som har stor gavn af det årlige pinsetræf, som er det største kulturevent i Nordsjælland.

– Det kommer til at gå mest ud over kræmmermarkedet, som Græsted Badminton står for. Også fodboldklubben som har stumpesalg og sælger øl, rammes. Vi har derfor set på, om det kunne give mening at tilbyde indendørs plads i den nye hal, men det er kræmmerne ikke interesseret i, og erfaringen fra andre markeder, som har forsøgt sig med det, viser det samme, forklarer Dorthe Lindkilde og understreger, at træffet ikke vil få problemer med at finde et nyt sted.

– Vi er ret sikre på, at vi kan finde et andet sted, for vi er blevet bejlet til mange gange. Hver gang har vi dog takket nej, slutter hun.

Få nyhederne direkte i din indbakke. Tilmeld Netavisen Gribskov nyhedsbrev.

Rubrikannoncer

TV Nordkysten

Opret Rubrikannonce

Indsend begivenhed

(Det er gratis)

Indsend seværdighed

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du gratis kan få annonceret din seværdighed på Netavisen Gribskov.

Gør din forretning synlig

Bliv kontaktet og hør mere om hvordan du kan få annonceret din forretning på Netavisen Gribskov.

Send debatindlæg

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?