Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Ny EU-lov: (APRILSNAR) Hele Gribskov skal omdannes til nationalpark

GRIBSKOV: I et forsøg på at dæmpe den megen kritik vedrørende den kommende naturnationalpark vil parkens arealer fra og med næste år omfatte hele Gribskov Kommune. Det fjerner blandt andet debatten om, hvorvidt hegn er til skade for dyrene, begrunder Naturstyrelsen, der har fået tilladelse af EU’s Naturklagenævn til at omkranse hele kommunen med hegn, hvilket giver dyrene langt friere betingelser.

Den megen ballade om, hvorvidt hegn er til skade for dyrene i vores nye naturnationalpark er snart forbi. Naturstyrelsen har fået hjemmel af EU’s Naturklagenævn til at udvide nationalparken til at omfatte alle arealer i Gribskov Kommune.

“På den måde er alle stillet lige, både dyr og mennesker”, forklarer feltbiolog for Naturstyrelsen, Mark Skovmose og oplyser, at alt i Gribskov vil blive indhegnet.

“Vi har fået tilladelse til at sætte grænsen ved vandkanten, så vi sætter hegn op langs Gribskovs strande, rundt om Tisvilde og ned forbi Ramløse og Helsinge”, svarer biologen.

Hegnet mod øst går rundt om Gilleleje og ned til Dronningmølle for derefter at løbe langs den sydlige kommunegrænse.

Skal forhindre en katastrofe
EU’s Naturklagenævn peger i sin afgørelse på en gammel EU-grundlovsregel, der tillader offentlige styrelser at ekspropriere større landarealer i tilfælde af en vedvarende national naturkatastrofe.

Og det er der netop tale om i Gribskov, understreger Naturstyrelsen.

“Gribskov som naturareal er en perle for hele Nordsjælland, men vi kan desværre konstatere, at de mange byggetilladelser de seneste år har begrænset naturen. På denne måde får vi nu mulighed for at sætte en stopper for det, før det ender i en katastrofe”, forklarer Mark Skovmose fra Naturstyrelsen.

Det Europæiske Naturklagenævn begrunder desuden sin tilladelse med, at Gribskov Kommune i sig selv er en naturskat som bør bevares for eftertiden – inden den forsvinder.

Hvad betyder det for mig?
At blive en del af den kommende nationalpark for Gribskov Kommune lyder måske lidt voldsom, men det får kun minimal betydning for kommunens borgere, forsikrer formand for kommunens nystiftede Naturparkudvalg, Peter Pandrup.

“Vi vil selvfølgelig indføre langt flere busser, nu hvor biltrafikken i kommunen snart bliver gjort ulovlig. Og der bliver rigeligt med nye jobs i parken til dem, der gerne vil arbejde tættere på naturen, som jo vil være alle steder”, forklarer formanden og peger på det store behov for blandt andet parkbetjente, som skal sikre, at borgerne ikke tilsviner naturparkens arealer unødigt.

“Og det bedste af alt:”, understreger formanden og slår ud med armene, “Der er gratis adgang i naturparken for alle med bopæl i kommunen”.

Skriv en kommentar

Facebook
Twitter
LinkedIn

Seneste nyheder:

Tip os!